Sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen er optaget af dynamikken i mødet med den fremmede. I forbindelse med Diakoniens Uge på Diakonissestiftelsen delte han tanker fra sin bog ’Gæstfrihed’ i Emmauskirken.
Præst Niels Nymann Eriksen fortæller om begrebet 'gæstfrihed' under Diakoniens Uge på Diakonissestiftelsen. Foto: Mette Frid Darré
Af Thomas Wittrup // thwi@diakonissen.dk
“Vi sætter ofte flygtninge og indvandrere i værtsrollen i Apostelkirken, hvor jeg er præst. De byder velkommen, deler salmebøger ud og har lignende opgaver. Det gør dem synlige og får dem til at træde i karakter i en form for gensidighed med de øvrige gæster i kirken. Det skaber sammenhæng og respekt,” fortæller Niels Nymann Eriksen som sit arbejde i kirken på Vesterbro, hvor han har arbejdet med indvandrere i næsten 20 år.
Den asymmetriske relation
Netop gæstfrihed og mødet med den fremmede fylder meget i Niels Nymann Eriksens oplæg. Et oplæg som understreger betydningen af diakoni som det relationelle i mødet mellem mennesker og evnen til altid at se det andet menneske for, hvad det er.
”Der er ofte en asymmetri i relationen mellem gæst og vært, hvor gæsten opfattes som den sårbare og værten som den ressourcestærke. Men der ligger et potentiale i at vende relationen på hovedet og komme i kontakt med ens egen fremmedhed i mødet med den anden. Vi møder os selv i mødet med den anden,” siger Niels Nymann Eriksen.
Tillid og ansvar
Det at vise gæstfrihed og tillid til en fremmede var pointen i en oplevelse, som en af tilhørerne, projektchef Hanne Moe, delte under Niels Nymann Eriksens oplæg:
”Jeg matchede på et tidspunkt flygtninge med danske familier i Roskilde. En af flygtningene, en ung mand fra Syrien, fik min mand og jeg selv en relation til. Og på et tidspunkt valgte vi at lade den unge mand passe vores hus, da vi tog på ferie,” fortæller hun.
Projektchef på Diakonissestiftelsen Hanne Moe. Privatfoto.
”Han ville gerne give noget tilbage, så det gav vi ham mulighed for ved at åbne vores hjem for ham. Det var så let for os, men betød så meget. Specielt tillidserklæringen var en stor ting for ham - sikkert fordi man som flygtning oplever det modsatte som et grundvilkår,” siger Hanne Moe og fortsætter:
”Jeg giver gerne noget af mig selv – i dette tilfælde min privatsfære – for at leve op til den moralske forpligtelse, jeg mener, man har for at gøre en forskel for dem, som har brug for hjælp. Jeg kan ikke bare se til, når jeg oplever, at nogen har brug for en fremstrakt hånd,” siger hun.
Modet til at tåle
Ifølge præsten fra Apostelkirken fordrer mødet med den fremmede en tålmodighed - altså modet til at tåle en sårbar situation, hvor man er villig til at give noget af sig selv.
”Mennesker i situationer som flygtninge og migranter har behov for at være forbundne i relationen til ressourcestærke mennesker, som kan hjælpe dem. Det kræver en gæstfrihed fra vores side, hvor sårbarhed er et vilkår. Vi kan ikke hjælpe og tage ansvar for et andet menneske uden, at dette menneske holder noget af vores liv i sine hænder,” siger Niels Nymann Eriksen.
Også i bussen
Man behøver dog ikke åbne sit hjem, som Hanne Moe gjorde det, for at udvise gæstfriheden. Niels Nymann Eriksen forklarer, hvordan gæstfriheden også er relevant, når man stiger på en bus og vælger at sætte sig ved siden af en fremmed.
”Når vi aktivt vælger en relationen til et andet menneske – f.eks. at sætte sig ved siden af vedkommende i en bus – sker det i en tillidserklæring, som kan give os adgang til det andet menneske. Det at være fremmed er ikke et kendetegn – men et mangel på kendetegn,” forklarer han.
Fakta
|
Tema om Diakoni |