Det summer på uddannelsescentret

21. april 2020

Efter en måned med tomme undervisningslokaler og stille gange på Diakonissestiftelsens uddannelsescenter summer det nu igen af aktivitet. SOSU-skolen har genåbnet den fysiske undervisning for et hold SOSU-assistent-elever på sidste år.

Der er god plads mellem elverne på det SOSU-assistent-hold, der, som nogle af de første, er vendt tilbage til undervisning på UddannelsesCenter Diakonissestiftelsen.

Tekst og foto af Thomas Wittrup // thwi@diakonissen.dk

Det er ingen tvivl om, at den forsigtige genåbning af UddannelsesCenter Diakonissestiftelsen (UCD) sker under særlige vilkår. Allerede ved indgangen bliver elever og studerende mødt af informationsplakater, håndspritpumpe, gulvafmærkning og markeringstape. Alle tænkelige forholdsregler er taget for sikre en sikker tilbagevenden for både elever og undervisere.

28-årige Louise Ascencio Christensen fra Brøndby er en af de 14 elever, som i dag er vendt  tilbage til skolen for at modtage undervisning på den ’gammeldags’ måde med lærer og tavle. Hun er glad for at være på skoen igen:

”Det er rigtig rart at være tilbage. Vi har netop afsluttet tre måneders praktik, så vi er glade for at se hinanden igen. Selv om det er under lidt anderledes omstændigheder, så foretrækker jeg dette frem for virtuel undervisning via nettet. Det sociale aspekt og sparringen med underviser og de andre elever giver noget andet og mere, end det man kan få foran en skærm,” siger hun.

SOSU-assistent-elev Louise Ascencio Christensen er en af de første elever, som er vendt tilbage til SOSU-skolen på Diakonissestiftelsen efter corona-nedlukningen.

Underviser på skift
Louise Ascencio Christensens hold er delt op i to grupper, som sidder i hver deres lokale med god afstand mellem de små enmandsborde. Deres underviser skifter mellem de to grupper, som på skift har tid for sig selv og med underviser.

”Det fungerer efter omstændighederne ret godt, og jeg føler mig helt tryg ved situationen – vi har fået en del information fra skolen de seneste dage, så vi var godt forberedte og vidste, hvad vi mødte ind til i morges,” siger hun.

Den netop overståede praktikperiode bar også præg af corona-situationen. På den afdeling på Bispebjerg Hospital, hvor Louise Ascencio Christensen var i praktik, var der dog ikke meget direkte corona-aktivitet.

”Der var ikke super travlt. Vi tog en del patienter fra andre afdelinger, som var mere direkte involveret i corona-håndtering. Men trods af den særlige situation var afdelingen rigtig god til at tage sig af praktikanter som mig. Og jeg fik i hvert fald styr på regler omkring brugen af forskellige værnemidler,” afslutter hun med et smil.

Skarpe på hygiejne
På SOSU-skolen er der glæde over igen at kunne byde eleverne – i hvert fald nogen af dem – velkommen. Uddannelsesleder Louise Elmgaard Thiem fortæller, at det, trods gode erfaringer med den seneste tids virtuelle undervisning, giver noget særligt, at kunne undervise direkte.

”Vi er så glade for at kunne begynde med ’rigtig’ undervisning igen. Selv om det fortsat må betragtes som nødundervisning har det store fordele frem for digital undervisning. Vores fag handler meget om mennesker – det gør vores undervisning også,” forklarer hun.

Uddannelseslederen har sammen med det øvrige personale på skolen gjort alt, hvad de kunne for at blive klar til at modtage elever på en måde, som lever op til alle sundhedsmyndighedernes krav.

”Vi har etableret deling af hold, mulighed for at holde afstand, mulighed for hyppig håndvask eller afspritning. Og det ser heldigvis ud til at gå rigtig fint. Nu kommer holdet jo også direkte fra praktik på et hospital eller plejehjem, så de er  i forvejen super skarpe på alt vedrørende hygiejne og forebyggelse af smittespredning. Det gør det hele lidt lettere,” siger Louise Elmgaard Thiem.

Den næste udfordring bliver åbningen for yderligere elever efter den 10. maj, som er den næste dato meldt ud fra regeringen.

”Vi kan bruge åbningen for det første hold, som er begyndt igen i dag, til at indsamle erfaringer og finde ud af, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Det kan hjælpe os, når vi i en forhåbentligt nær fremtid kan åbne op for flere elever fra skolens øvrige hold,” siger Louise Elmgaard Thiem.

Læs mere om SOSU

Læs mere om UCD