Det nye Hospice er fantastisk

11. april 2016


Fredag den 8. april blev det nye hospice indviet med sang, taler, gaver, rundvisning og masser af besøgende. 

”Forpremieren”, som hospicechef Helle Tingrupp kaldte det ved åbningen. For først mandag den 11. april tages den pragtfulde bygning i brug, og patienterne flytter ind i de 16 patientstuer bag de gyldne facader, buede vinduespartier og lysninger i egetræ på Dronningensvej på Frederiksberg.

Indvielsen af det nye Hospice var delt i to arrangementer.

I den officielle del var bl.a. regionsformand Sophie Hæstorp Andersen og direktør Henrik Tvarnø fra Den A.P. Møllerske Støttefond, der har doneret 25 af de 80 millioner kroner, byggeriet har kostet, blandt talerne.
 
Sophie Hæstorp Andersen sagde bl.a.:

”Vi har stadig meget at lære af hospicetankegangen, jeg håber, vi kan forsætte vores fælles forskning udveksling af ideer og muligheder, og at I vil forsætte med at åbne vores øjne for disse muligheder i det etablerede sundhedsvæsen. Diakonissestiftelsens Hospice er her uundværlig brik, og nu er I det også i helt nye rammer. Hjertelig tillykke med det.”

Det musikalske indslag stod sangeren Julie Berthelsen for. Det er ikke nyt for Julie Berthelsen at synge på hospice - det har hun også beriget patienterne med på det gamle hospice.

Efter den officielle indvielse var der åbent hus, hvor ca. 200 naboer, pårørende, ansatte og andre interesserede fik mulighed for ved selvsyn at se, hvad flere arkitektanmeldere allerede har slået fast.

”Huset er tegnet til de forhold, der er omkring afslutningen af livet. Det går hurtigt op for mig, da jeg bliver vist rundt og ser de helt centrale fællesarealer, at det ikke primært er tegnet som et sted, man kommer for at dø. Det er tænkt som et rart sted at komme og leve, indtil man dør,” skrev Karsten Ifversen i sin anmeldelse i Politiken.

Fra mandag d. 11. april indtager hverdagen de indbydende rammer - og hermed den særlige omsorg og lindrende pleje og behandling, som hospice har at tilbyde.