Det er vigtigt at få hjælp til at klare sig selv

13. juni 2019

At få støtte til at kunne klare sig selv står højt på ønskesedlen hos borgere hos Diakonissestiftelsens Hjemmepleje. Det kom frem på ”Hvad er vigtigt for dig?- dagen” i begyndelsen af juni.

Gylva Vestengen på 87 år bor på Frederiksberg. Hun får dagligt hjælp af SOSU-hjælper Jannik Bernsen efter en blodprop i hjernen.

Tekst og fotos Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk

Gylva Vestengen på 87 år står i døråbningen i det røde lejlighedskompleks på Frederiksberg. Hun læner sig op ad sin stok og forsikrer, at her skal man skam ikke tage skoene af. ”Her bliver jo snart gjort rent.”

Hun er pensioneret hjemmehjælper og modtager pleje fra Diakonissestiftelsens Hjemmepleje, fordi hun har haft en blodprop i hjernen. I dag besøger SOSU-hjælper Jannik Bernsen hende og spørger ind til, hvad der er vigtigt for hende. Jannik Bernsen hjælper ofte Gylva Vestengen om morgenen, og en uafbrudt talestrøm mellem de to afslører en særlig kemi.

Tidligt ud af fjerene
Gylva Vestengen sætter sig til rette i stolen foran det lille vindue. Jannik Bernsen tager plads i sofaen over for. Det er en særlig dag i dag: Den internationale ’Hvad er vigtigt for dig?-dag’ som Diakonissestiftelsens Hjemmepleje har valgt at markere ved at lade alle medarbejdere stille spørgsmålet til borgerne.

”Vi tager det her i stiv arm. Jeg er lige så nervøs som dig,” siger han lidt anspændt, og Gylva Vestengen kvitterer med et grin. Han tager langsomt tilløb og spørger: ”Hvad er vigtigt for dig?”

”Det er, at jeg får den hjælp, jeg har brug for. Det er vigtigt for mig at komme ud af sengen tidligt. Jeg er vant til at stå op kl. 5 om morgenen og gå min tur på over en time. Det gør jeg tre gange dagligt. Det kan jeg desværre ikke nu,” fortæller hun og knuger stokken for at vise, at hun ikke går, så meget som hun plejer.

Derudover er familien meget vigtig for Gylva Vestengen, og det afspejles også i utallige billeder af små og store børn, der kigger ud fra rammerne rundt om i lejligheden.

I løbet af 'Hvad er vigtigt for dig?-dagen' har SOSU-hjælper Birthe Heldt fået mange forskellige svar fra sine borgere. Dem har hun skrevet ned på postkort, så ledelsen i Diakonissestiftelsens Hjemmepleje kan sammenfatte ønskerne og udarbejde konkrete handlingsplaner.

Jeg vil klare mig selv
Også Jannik Bernsens kollega, SOSU-hjælper Birte Heldt, har besøgt borgere, der har givet deres besyv med. Deres ønsker bliver skrevet ned på et lille postkort, så ledelsen i hjemmeplejen har en mulighed for at følge op på ønskerne. Et generelt fællesstræk er, at borgerne gerne vil klare sig selv:

”Jeg talte med en kvinde, hvis eneste ønske var ”at kunne gå igen”. Hun har en skade, der gør, at hun er immobil og er nødt til at bruge rollator. Hendes verden er styrtet sammen, og jeg støtter hende i et træningsprogram, så hun på sigt kan gå igen,” fortæller Birthe Heldt.

Det er en vigtig dag
Ifølge teamleder i Diakonissestiftelsens Hjemmepleje Lena Vibeke Jensen har det været en lærerig og sjov dag for personalet.

”Da jeg først præsenterede dem for ’hvad er vigtigt for dig?-dagen’ var flere skeptiske over at skulle stille spørgsmål til borgerne. Men jeg har fået mange positive tilbagemeldinger fra hjælperne, der oplever, at de får anerkendelse fra borgerne i løbet af dagen,” fortæller Lena Vibeke Jensen på sit kontor på Diakonissestiftelsen og fortsætter:

”Ud over positive medarbejdere har vi også fået konkrete tilbagemeldinger fra borgerne via postkortene. De mål kan vi arbejde videre med. F.eks. er der en borger, der gerne vil mere ud at gå, og en anden der gerne vil i dagcenter.”

”Det har været en god og lærerig dag med mange inputs fra borgerne,” fortæller teamleder i Diakonissestiftelsens Hjemmepleje Lena Vibeke Jensen.

Man skal ikke sidde og fise den af
Tilbage hos Gylva Vestengen fortæller hun Jannik Bernsen, at det er vigtigt for hende at holde sig i gang. Hun har selv været hjemmehjælper, og det er betydningsfuldt, at hun selv kan tage initiativ til ændringer i sit liv.

”Da jeg selv arbejdede med pleje, sagde jeg til mine borgere, at det var vigtigt, at de gjorde noget selv. De kunne ikke bare sidde og fise den af. Derfor kan jeg heller ikke sidde her i dag og sige til dig, ’jeg gider ikke at gøre noget selv’. Det gælder om at komme op og komme i gang.”

Jannik Bernsen griner: ”Den indstilling kan jeg gode lide. Man skal op og i gang.”

Fakta:

  • Plejehjemmet Salem og Søster Sophies Minde deltog sammen med Diakonissestiftelsens Hjemmepleje den 6. juni 2019 i ’Hvad er vigtigt for dig?-dagen’.

  • ’Hvad er vigtigt for dig?-dagen’ er arrangeret af Dansk Selskab for Patientsikkerhed. I løbet af dagen spørger sundhedsprofessionelle i 30 lande ind til behov, ønsker og drømme hos patienter, beboere, borgere og brugere. Du kan læse mere om dagen her.

  • Diakonissestiftelsens Hjemmepleje har ca. 75 medarbejdere, der leverer hjemmeplejeydelser til ca. 650 borgere.

  • Der er frit valg af hjemmeplejeleverandør. I Frederiksberg Kommune kan man vælge mellem den kommunale hjemmepleje, Hjemmehjælpen A/S og Diakonissestiftelsens Hjemmepleje.

  • Borgere, der er visiteret af kommunen, har ret til gratis hjemmepleje, som kan omfatte hjælp til personlig pleje og omsorg, rengøring, fysisk træning eller genoptræning.

  • Det er desuden muligt at købe privat hjemmepleje hos Diakonissestiftelsen.

  • Diakonissestiftelsen er en non-profit virksomhed med over 150 års erfaring i at drage omsorg for mennesker.

 

Læs mere:

Tema: Rundt om mennesket