Det er aldrig for sent at blive SOSU’er

5. februar 2019

Hver fjerde elev på Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelser er over 30 år. Det er godt for dynamikken på uddannelsen, og samtidig vidner det om, at SOSU-uddannelsen appellerer til mennesker, der har prøvet andre karriereveje.

SOSU-eleverne Pernille Rasmussen og Albert Haraldsted på 40 og 30 år har begge arbejdet som ufaglærte, før de valgte at få værktøjer og papirer på plads. Foto: Karen Grønkjær.

Af Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk

”Jeg vil gerne være sikret et arbejde med fast løn. Og så vil jeg nyde musikken og ikke leve af den.” Sådan siger 30-årige Albert Haraldsted, der netop er begyndt på grundforløb på Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelser.

Indtil nu har han blandt andet skrevet musik til en kortfilm og en tv-serie og været lydmand i filmstudie.

”Det var der ikke så mange penge i, så jeg har arbejdet ufaglært med SOSU-arbejde ved siden af min musik,” fortæller han.

Uddannelse gav mening
40-årige Pernille Rasmussen har en lignende beretning, selvom hun både har en skrædder- og designuddannelse, og en læreruddannelse inden for designudvikling med i bagagen.    

”Jeg har arbejdet som freelance designassistent, undervist i design, haft min egen virksomhed, syet teaterkostumer og været sekretær for en teaterchef. Det har hele vejen været ustabile indkomster, og lysten til at være kreativ forsvinder bare, når man ikke ved, hvad man skal leve af i næste måned,” siger hun.

Ligesom Albert Haraldsted har hun arbejdet med pleje og omsorg for at supplere sin indkomst.

”Jeg fik så mange gode oplevelser, at jeg kom til at tænke, at det måske var det, jeg skulle lave. Jeg følte, at jeg virkelig bidrog med noget, og jeg fik opbygget gode relationer til de ældre, som jeg arbejdede med. Men samtidig stod jeg med et kæmpe ansvar uden at have den faglige ballast til det,” siger Pernille Rasmussen, og Albert Haraldsted supplerer:

”Jeg gjorde de faglærtes arbejde, men til en ufaglært løn og uden de rette værktøjer. Så det gav bare mening at tage uddannelsen.”

Pernille Rasmussen tager blodtrykket på Albert Haraldsted, der med sine 30 år er blandt de ældre elever på SOSU-uddannelsen. Foto: Karen Grønkjær.

Modne elever giver dynamik
De to er ikke alene om at være nået til den konklusion lidt senere i livet end gennemsnittet. Ud af de 93 elever, som netop har påbegyndt en SOSU-uddannelse på Diakonissestiftelsen, er 25 pct. over 30 år. Uddannelsesleder Louise Elmgaard Thiem fortæller, at det giver en god dynamik på uddannelsen:

”Det er godt for undervisningen at få elevernes egne erfaringer i spil. De unge og de mere modne elever supplerer hinanden godt. De unge hjælper måske de ældre med at logge på studiesystemet, mens de ældre elever drager omsorg om de helt unge,” siger hun og tilføjer:

”De, som har været ude at arbejde, ved, hvordan arbejdspladser fungerer i praksis, mens de unge er mere vant til, hvad det vil sige at gå i skole, og hvad det kræver at skrive en opgave.”

Det giver et godt samspil, at have både de unge og de mere modne elever på SOSU-uddannelsen, mener uddannelsesleder Louise Elmgaard Thiem (t.h.).

Spis af den dybe tallerken
Pernille Rasmussen og Albert Haraldsted kan godt genkende, at det kræver lidt at vende tilbage til skolebænken.

”Skole er et nyt ’mode’ for mig. Fra at have været kreativ er det egentlig meget godt at få noget teori at putte verden ind i. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken, man skal bare spise af den,” siger Albert Haraldsted, og Pernille Rasmussen supplerer:

”Det var tungt at holde koncentrationen i starten, men det er skønt at fylde læring på, efter at have kørt hårdt på den kreative hjernehalvdel en årrække. Samtidig er jeg også vis på, at min baggrund gør mig til et mere alsidigt menneske, hvilket jeg vil kunne drage nytte af i mit fremtidige arbejde med mennesker.”

Fakta

  • 93 elever er netop startet på en SOSU-uddannelse på Diakonissestiftelsen. Af dem er 75 pct. i alderen 16-29 år, mens 25 pct. er 30-60 år.

  • Elever over 25 år, som har 1 års relevant erhvervserfaring, har mulighed for under uddannelsen at få voksenelevløn, som er noget højere end almindelig elevløn. Mere information.

  • Der starter hvert år knap 200 elever på Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelser.

  • Uddannelserne begynder med et 20 ugers grundforløb. Derefter varer SOSU-hjælper-uddannelsen 14 mdr., og SOSU-assistent-uddannelsen varer knap tre år. Uddannelserne veksler mellem skole og praktik.

  • Diakonissestiftelsen har over 155 års erfaring med at uddanne og drage omsorg for mennesker. Det var her, den første sygeplejerskeuddannelse blev etableret.

Tema om Livslang Læring

Artikler om SOSU-uddannelserne