Det bliver jul trods alt

21. december 2020

Julen er på trapperne og for de fleste vil den være anderledes i år. På Diakonissestiftelsen plejer forstanderinden at åbne dørene juleaften. Det gør hun også i år, men i meget mindre målestok end normalt.

To kvinder er ved at pynte et stort juletræ.

Søster Merete Pelle Poulsen (t.v.) har i år pyntet juletræet sammen med Marianne Haagensen, der er frivillig på Søster Sophies Minde og i Emmauskirken.

Tekst og foto: Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk

I år bliver det kun 10 personer, der kan fejre jul sammen i Søsterhjemmets traditionsrige stuer. De gamle vægge kan fortælle om juleaftner med søstrene bænket ved lange borde, og om sidste års jul hvor ca. 75 mennesker fra nær og fjern var samlet om det flotte juletræ.

”For mig er det vigtigt, at Diakonissestiftelsen er åben i højtiderne, og jeg synes, det er flot, at vi gennem årene har klaret det med frivillig hjælp,” siger forstanderinde for Diakonissestiftelsen søster Merete Pelle Poulsen, der er vært juleaften.

Det flotte træ står pyntet og klart. En enkelt frivillig har i år hængt kuglerne på træet sammen med forstanderinden.

”I år bliver det juleaften i en helt anden målestok uden frivillige, men hvor vi alle hjælper hinanden. Vores dygtige konferencefolk har sørget for en kok til at stå for maden,” fortæller hun.

Selskabet er skåret ned

De ni deltagere ud over forstanderinden selv er primært personer, der bor i Diakonissestiftelsens ældreboliger og derfor i forvejen er ’i samme boble’.

”Vi har fået opringninger siden oktober fra mennesker, der plejer at fejre jul hos os. Jeg har ringet til alle og ønsket glædelig jul og godt nytår og sagt, at vi håber, vi kan åbne dørene igen til næste år. Jeg er ked af, at vi har måttet skuffe mange i år, for det er oftest personer, som ikke har nogen at være sammen med. De fleste forstår dog, at det er for at beskytte os alle mod smitte,” siger s. Merete Pelle Poulsen.

Juleaften plejer de medarbejdere fra Diakonissestiftelsens Hjemmepleje, som er på arbejde, at kunne komme og spise med. Det kan de heller ikke i år, men i stedet bliver julemåltidet bragt ned til de 13 medarbejdere, som er på vagt i hjemmeplejen.

Familiær aften

Juleaften på Diakonissestiftelsen begynder med gudstjeneste i Emmauskirken kl. 16 efterfulgt af traditionel julemiddag i Søsterhjemmets stuer. I år må der ikke danses om juletræet eller synges, men selskabet vil samles om træet og lytte til julemusik og måske en lille historie.

”Vi gør det så familiært som overhovedet muligt. Det er ikke altid nemt, fordi der kan være nogen, som har mistet en kær i årets løb eller har anden sorg. Men ved fælles hjælp plejer snakken at flyde godt, og det er altid hyggeligt og rart,” fortæller søster Merete Pelle Poulsen.

Fakta:

  • Diakonissestiftelsens forstanderinde er hvert år vært for juleaften. Som regel er der mellem 40 og 70 deltagere. I år må kun 10 personer samles på grund af corona-restriktionerne.

  • Det er muligt at komme til juleaftens-gudstjeneste i Emmauskirken kl. 13.30 og 16.00. Der er plads til maks. 39 personer i kirken. Billetter er gratis, men skal reserveres på forhånd. Reservér billetter via Billetto.dk.

  • Diakonissestiftelsen har over 155 års erfaring i at drage omsorg for mennesker. Vi lægger hus til mennesker i udsatte situationer og skaber rammer om nye fællesskaber.

Tema: Sammen i julen