Høns, grise, køer og får er i fokus, når Børnehuset Marthagården er på udflugt til Bedstemor Ann’s Besøgsbondegård i Gilleleje. Her øver de sig i at vente på tur og tage hensyn til hinanden, alt imens de fodrer dyr og kæler med kaninerne.
Slask! En ko på Bedstemor Ann’s Besøgsbondegård stikker sin lange tunge ud for at få et stykke brød af Agnes fra Galaksestuen.
Tekst og fotos: Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk
Hånd i hånd går børnene ned ad fortovsfliserne. En pædagogmedhjælper, Helle Skrøder, står klar til at lede dem over den smalle cykelsti. Frederiksbergs hurtige cyklister bremser i pedalerne, så børnenes små ben får mulighed for at nå over til bussen.
I dag skal Marthagårdens Galaksestue på eventyr. Turen går til landlig idyl i Gilleleje, hvor Bedstemor Ann’s Besøgsbondegård ligger. Her skal de fodre bondegårdens dyr og måske få en ridetur på en af de store heste.
Så kører bussen
Hugo og Selim har et godt tag i hinandens hænder. Med noget besvær får de besteget de tæppebeklædte trin i turistbussen. De finder hurtigt ned til de bagerste sæder og får spændt selerne godt om maverne. 5-årige Selim sidder inderst, og 4-årige Hugo får den yderste plads. De griner og puffer til hinanden og forsikrer, at de skam er fine venner, selvom de hver især giver hinanden et dask i siden ”for når man er venner, må man ikke gøre hinanden fortræd,” siger Selim eftertænksomt.
Selvom målet med turen er at få indsigt i, hvad en bondemand laver og opleve andre dyr, end dem i Zoologisk Have, er turen også en mulighed for at pædagogerne kan observere, hvordan børnene mestrer at være i nye rammer, og hvordan de fungerer i en større flok på tur.
”Når vi er på udflugt, træner vi især det med at vente på tur og have fokus på hinanden. Børnene skal lære, at vi er af sted som en gruppe. Derfor er det vigtigt, at vi venter på hinanden, og at børnene kan give plads, når vi kommer hen til dyrene,” fortæller pædagog Kim Ølgaard Sørensen og fortsætter:
”Derudover får vi også en fornemmelse af, hvor klar børnene er på at agere i sociale situationer. Nogen er helt klar, andre har brug for en voksen ved sin side, når vi skal hilse på dyr og mennesker.”
Hvem kommer først?
Efter en køretur, der føles som år, stopper bussen endelig for enden af en støvet grusvej. Fra vinduet er der udsigt til en bondegård og en smilende kvinde på en el-scooter med en hvalp hvilende på trinbrættet. Det må være bedstemor Ann. Børnene myldrer ud af bussen. Her er ikke cyklister og biler, man skal tage sig i agt for.
”Jeg gider ikke at kede mig,” udbryder Magnus et sted i børneflokken. De voksne forsikrer ham om, at der skam kommer til at ske spændende ting på udflugten.
På bagsiden af bondegården står en gammel og forladt traktor, der for længst har udtjent sin værnepligt på marken. I sit otium blandt grønne marker og høstakke tjener den nu som legestativ for børn. Den tiltrækker sig hurtigt opmærksomhed, og alle børnene løber den i møde. Der bliver hurtigt trængsel i den blå traktor. Jago på 5 år er kommet først ind i førerhuset. Her troner han som chauffør på sædet ved gearstangen. Da flere af børnene vil ind til ham, vil han gerne ud og skal forbi fem kammerater. Det er udfordrende for Isabella, Agnes, Uffe og Magnus at gå baglæns ned ad trappetrinene, men Jago vil ud. Til sidst udstøder han et råb fra førersædet, og Kim Ølgaard Sørensen iler til og løfter ham ned.
”Hov. I skal passe på hinanden, så der er plads til alle,” udbryder han.
Fakta:
|
En rum tid efter står børnene ved hestefolden, der er omkranset af et hegn på træpæle, der inviterer små fødder til at klatre op. Her kan børnene få en tur på hesteryg. Rækken bliver hurtigt dannet, selvom alle børnene gerne vil stå forrest. Pædagogmedhjælper Helle Skrøder anviser venligt de tilløbende børn til pladsen sidst i køen. Også lille Melvin på to år, har svært ved at vente. Da det endelig bliver hans tur, får han hjælp af en skammel, en hånd og en mand til at bestige den kæmpe hest. Med et ansigt, der viser en blanding af spænding og frygt, rider han ud i folden.
Både situationen med traktoren og køen ved hestefolden giver ifølge Kim Ølgaard Sørensen læring til børnene.
”Det er en helt naturlig og almindelig tilgang, at børnene maser sig først i køen. De ser noget fedt, som de gerne vil prøve. Deres første instinkt er at gå direkte hen til lågen, hvor man kan komme ind til hesten. Det er pædagogernes opgave at vise dem, at de børn, der står og venter i køen, ikke bare er gået ind til siden, for at de kan komme forbi,” siger han og tilføjer:
”Det samme gælder for traktoren. Her skal børnene også lære at vente på tur og ikke mase sig frem, så andre bliver klemt.”
Det er ikke kun på udflugter, at børnene øver sig i vente på tur og vise hensyn. Det sker dagligt i børnehaven.
”I og med, at der er 19 børn på Galaksestuen og tre voksne, så er børnene nødt til at vente på at få lynet jakkerne, at få serveret mad og at komme på vores tre toiletter på stuen. Vi øver, at det skal være helt naturligt at tage hensyn, lægge mærke til de andre børn og vente.”
Efter at både små og store børn har redet på den tålmodige hest, får de et stempel på hånden. En glad, rød smiley, der fortæller, at de har redet en tur. Så er der styr på, at ingen springer ind i køen igen. Børnene er stolte af ’tatoveringen’ og viser den til alle, der har lyst til at kigge.
På opdagelse blandt dyrene
Børnene går i flok rundt til dyrene på bondegården. De går fra heste til høns, til gæs, til grise, til får, til køer, og de klapper katte og bedstemor Anns hvalp undervejs. Ved indhegningen med kvæg er køerne sulte. De kigger nysgerrigt ud gennem hegnet i den klare formiddagsluft. Rundviseren henter en stor papkasse med daggammelt brød, croissanter og andet mundgodt.
Agnes tager en stor humpel brød og rækker den frygtløst til en kæmpe ko med et hoved, der er dobbelt så stort som hendes. Den kvitterer med at stikke en slimet, lang, grønlig tunge ud. Agnes rykker sig et skridt tilbage og griner forskrækket. De andre børn kigger med anerkendelse på Agnes, der tør nærme sig det store dyr.
Ved grisestien kræver det tålmodighed at fodre dyrene. Her forsøger et par børn at kaste brødet ind, men formår kun at ramme grisepelsen. Det bliver grisene ikke mætte af.
”I er nødt til at kommer frem til grisene og lægge brødet ved dens tryne,” instruerer rundviseren.
I laden, hvor der både bor kaniner og marsvin, sætter Chloe og Ingrid sig ved en Netto-indkøbskurv. Her ligger en lille kanin, der nænsomt lader sig ae af de fireårige piger. En dreng kigger med et filosofisk blik op på en voksen, da samtalen falder på venskaber mellem dyr.
”En hund og en kanin kan ikke være venner. En hund kan kun være venner med en anden hund,” siger han med eftertryk.
Klar til frikvarterne
Langs hestefolden ligger en lille, indhegnet legeplads. Her skynder børnene sig ind for at prøve rutsjebaner, træheste og en gravko. Da der er flere børn end legesager må børnene forberede sig på igen at stå i kø. De løber fra stativ til stativ og koordinerer undervejs, hvem der vil prøve hvad.
Kim Ølgaard Sørensen oplever, at børnene er gode til at tage hensyn til hinanden på legepladsen og finde måder, hvorpå der er plads til alle.
”De er gode til at skiftes til at sidde på træhestene, og ellers sidder de to på én. De kan også aftale, at den ene hopper ned, så de skiftes til at prøve.”
Netop sådanne legesituationer er helt essentielle for, at børnene lærer at gebærde sig socialt, pointerer Kim Ølgaard Sørensen. I legen lærer de sociale færdigheder, som kan bruges, når de skal i 0. klasse.
”Min største opgave som børnehavepædagog er at gøre dem klar til at gå i skole, hvor de skal kunne deltage i et fællesskab med 27 andre elever. Hvis børnehaven ikke har lært dem at vente på tur, at tage hensyn til hinanden på legepladsen og være en god ven, så bliver det svært at gå i skole,” pointerer han.
”Man kan sige, at de skal forberedes til frikvarterne og ikke til skolen, hvor der er en fast struktur. De skal lære at fungere i en gruppe, de skal lege og brænde krudt af i frikvarterne, så de er klar til læring, når de sætter sig på skolebænken igen.”
Børnene er igen samlet på pladsen foran bondegården, hvor turistbussen fredsommeligt har ventet på dem. Fyldt med oplevelser, går børnene ind i bussen. Små grin og speedsnak er afløst af stilhed.
Da bussen holder foran Marthagården, går de hånd i hånd som små rygsække med ben tilbage til Marthagårdens trygge rammer og den vante den vante legeplads.