Børnene er tilbage

20. april 2020

I dag var der igen glade barnestemmer på legepladserne i børnehusene Louisegården og Marthagården på Diakonissestiftelsen. Efter fem ugers nedlukning vender børn og personale tilbage med mange nye forholdsregler. ”Jeg er helt tryg ved det,” siger Mette Thorndal, da hun afleverer sine to drenge.

Mette Thorndal siger farvel til Ernst, der skal med far over til vuggestuens indgang.

Tekst og fotos: Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk

”Farvel lille skat, nu skal du gå med far hen til vuggestuen,” siger Mette Thorndal og krammer Ernst på 2 år. Selv følger hun Aksel på 5 år via de gule afmærkninger på jorden rundt om den nye, hvide håndvask-konstruktion og ind i børnehaven.

”Drengene har savnet deres venner. Det bliver rart med lidt hverdag igen,” siger hun og tilføjer, at hun er helt tryg ved at børnene vender tilbage til vuggestue og børnehave.

”Der er taget rigtigt mange forholdsregler, og man hører jo, at børn ikke er så udsat for smitte, så jeg er slet ikke nervøs.”

På vejen ind i Louisegården er der tydeligt markeret to meters afstand og sat pile med tape, så forældre og børn ikke kommer til at krydse hinanden på vejen ind og ud af huset. Børnehuset er delt op i zoner både indendørs og på legepladsen, og i det hele taget bliver retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen nøje efterlevet.

Ved en nyopsat håndvask vasker børn og voksne hænder, før de går ind i Louisegården.

”Børnene er delt op i små grupper med en fast voksen, som er sammen hele dagen, og vi har organiseret dagen, så vi kan være mest muligt udenfor. Vi har inddraget alle rum og mødelokaler og også taget brandtrapper og ekstra indgange i brug, for at de forskellige grupper kan få deres eget område og indgang,” fortæller souschef Kathrine Morgan fra Børnehuset Louisegården.

”Det er gået så fint. Forældrene har været gode til at følge retningslinjerne, og stemningen har været fin. Det var bare så dejligt at se børnene igen,” siger hun med eftertryk.

Sprit på cyklerne

På legepladsen er pædagog Jimmy Andersen i gang med at vaske hænder sammen med en af drengene fra ’udegruppen’, der skal være udenfor hele dagen.

Pædagog Jimmy Andersen hjælper med den nye håndvaskerutine.

”I må kun tage én cykel, så vælg den I allerhelst vil have. Og når I er færdige med den, skal I lige sige til, så jeg kan spritte håndtagene af,” råber han til et par af de andre, der begejstret er på vej mod børnehavens store arsenal af cykler, som de har helt for sig selv.

”Der er mange nye rutiner, så vi skal lige ind i kampen. Vi skal for eksempel huske vand og sprit, hver gang vi rykker os. Men det er en dejlig tryghed for både børn og voksne at være sammen i en fast, lille gruppe. Og det er bare helt fantastisk at se børnene igen,” erklærer Jimmy Andersen.

Ud af boksen på legepladsen

Børnene bliver budt hjerteligt velkommen tilbage til Marthagården, hvor de har været savnet.

På legepladsen i Børnehuset Marthagården er en lille gruppe børn ved at grave stort hul. Sammen med en pædagog vil de flytte en sommerfuglebusk, som har vokset sig for stor til sin gamle plads. Andre steder på legepladsen er mindre sandkasser skudt op, og nye håndvaske er monteret på ydermuren.

Børnene kaster sig ind i projektet med at flytte en busk.

”Vi har måttet tænke kreativt og har også hentet gamle reoler på Diakonissestiftelsens lager til at lave nye garderober udenfor, så forældrene ikke behøver at gå ind i huset,” fortæller souschef Lone Lykke Olsen fra Børnehuset Marthagården.

”De største børn er rykket over i nogle lokaler på Diakonissestiftelsens UddannelsesCenter, for at vi har plads til alle. Det er dejligt, at vi sådan kan hjælpe hinanden på tværs af Diakonissestiftelsen.”

Stribede afmærkninger sikrer, at alle bliver i deres egen zone på legepladsen.

Der er indtil videre plads til alle børnehavebørnene og alle de vuggestuebørn, som har behov for pasning. Forældrene tager selv sengetøj med og reder op til de børn, som sover middagslur.

”Et enkelt barn er gået hjem igen. Hun var lige startet i børnehaven før corona-tiden. Vi er meget opmærksomme på, at det kan virke voldsomt for børnene med alle forholdsreglerne. Men alt i alt er her en supergod stemning, selvom det hele er lidt mærkeligt,” konstaterer Lone Lykke Olsen.

Fakta

  • Børnehusene Louisegården og Marthagården er selvejende institutioner under Diakonissestiftelsen.

  • Louisegården og  Marthagården danner rammen om hverdagen for over 300 børn til sammen.
     
  • Institutionerne har driftsoverenskomst med Frederiksberg Kommune.

  • Diakonissestiftelsen er en non-profit virksomhed med over 155 års erfaring i at uddanne og drage omsorg for mennesker