Besøgshunden Indy vækker glæde blandt beboere på plejehjemmet Søster Sophies Minde

20. januar 2017

Varme, kærlige og bløde Indy trives blandt beboere og ansatte på Diakonissestiftelsens plejehjem Søster Sophies Minde, der i øjeblikket har besøg af bomuldshunden en gang om ugen.

Foto: Dan Møller, Lokalavisen

Fire år er alderen på den søde besøgshund, der vimser rundt på trapper og i lejligheder på Søster Sophies minde. De ugentlige hundebesøg på Søster Sophies Minde præges af klap, nusseri og fodring af lille Indy, som er en del af Trygfondens besøgshundeprogram.

Det omtales i Frederiksberg Lokalavisen:

"Kaj og Indy

Kaj Kjeldsen er 93 år, vild med hunde og har selv haft to gravhunde. Han er meget glad for den lille uldtot og hun for ham. Straks hun tuller ind i hans lejlighed, er det hen og hilse på. Kaj Kjeldsen nusser og kurrer: “Åh, hvor er du kær. Og med sløjfe på i dag”. Humøret er højt, og Indy hopper op på Kajs skød og giver ham et rigtigt hundekys.

- Jeg ville gerne have en hund. De er altid glade, og de er så trofaste. Men jeg ville ikke kunne passe den ordentligt. Så Indy er kommet til at betyde meget. Alle plejehjem skulle have en Indy, siger Kaj Kjeldsen og ser på den lille hund, der putter sig hjemmevant i hans sofa. 

- For min skyld måtte hun gerne flytte ind. Hende ville jeg gerne ligge i arm med.

Smil og stille snak

Egentlig sker der ikke så meget, når en hund er på besøg. Men bare dens tilstedeværelse giver ro, der kommer smil på læben, og ofte hører man f.eks demente, som måske har lukket sig inde i sig selv, sidde og småsnakke med hunden. 

- Det er en fantastisk ordning, siger Mette Prip, der er ledende sygeplejerske på Søster Sophies Minde.

- Besøgsordningen er lige startet, men vi mærker allerede den positive effekt. Vi kan se en stærk kontakt til hunden, og beboere, der normalt ikke kan gå ned i knæ, skal nok få fat i den bold, der ligger på gulvet og kaste den. Der sker rigtig, rigtig meget."

Læs hele artiklen i Frederiksberg Lokalavisen:

Varme, bløde og kloge besøgshunde