Søster Ane-Lise Bylov Jespersen oplevede frihedsbudskabet fra et vindue en forårsaften i 1945. Det blev en aften med glæde og fællessange, men også ambulancer og sårede.
Søster Ane-Lise Bylov Jespersen blev for knap 78 år siden del af indvielsesfællesskabet på Diakonissestiftelsen. Hun deltog i fejringen af Danmarks befrielse den 4. maj 1945. Hun bor i dag i en ældrebolig oven på plejehjemmet Søster Sophies Minde. Arkivfoto: Karen Grønkjær.
Af Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk
”Jeg kan stadig mærke den trykkede stemning fra krigsårene i min krop,” fortæller 98-årige søster Ane-Lise Bylov Jespersen over telefonen fra sin lejlighed oven på plejehjemmet Søster Sophies Minde.
Hun oplevede Tysklands besættelse af Danmark, da hun i begyndelsen af sine tyvere boede på Diakonissestiftelsen under sin uddannelse til diakonisse. Budskabet om, at tyskerne havde opgivet, fik hun fra et vindue på sin arbejdsplads.
”Jeg arbejdede på Børnehjemmet på Jens Jessens Vej. Da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg en flok, der kom gående med et banner med store bogstaver, hvor der stod: ”Tyskerne har opgivet,” erindrer Ane-Lise Bylov Jespersen.
Hun tog sin cykel og kørte hjem til Diakonissestiftelsen, hvor medarbejdere og diakonisser samlede sig ved Dronning Louises buste på græsplænen, som studerende i dag danser i kæde om efter endt eksamen.
”Vi stod sammen og sang Fædrelandssange og snakkede i mange timer. Folk var ellevilde. Bagefter gik vi sammen ind i Emmauskirken. Her stod forstander Hauge for en andagt. Jeg følte en stor, stor lettelse.”
Skud på Peter Bangs Vej
Maj-aftenen var ikke kun fest og glæde. Diakonissestiftelsens årbog fra 1945 beretter om adskillige sårede og døende, der blev kørt i ambulancer til Diakonissestiftelsens hospital. Frihedskæmpere, frivillige fra Røde Kors og læger strømmede til for at give deres hjælp.
”Der var stadig skud i gaderne. Også på Peter Bangs Vej. Jeg syntes, at det det var forfærdeligt. Jeg tænkte, at nu var krigen forbi, så skulle de stoppe med at skyde,” husker Ane-Lise Bylov Jespersen.
På trods skud og sårede patienter, var der ifølge årbogen også indlagte, der lo og græd. Det var sårede og tidligere krigsfanger på afdeling B2. De kunne via Diakonissestiftelsens højtaleranlæg sammen med patienterne få glæde af andagten og musik fra Emmauskirken.
Flere af patienterne på Diakonissestiftelsen var frihedskæmpere. Mange af dem var hårdt sårede, og de fik intensiv pleje på afdeling B2. Arkivfoto.
Lys i Diakonissestiftelsens vinduer
Det er en tradition i Danmark at markere frihedsbudskabet med levende lys i vinduerne den 4. maj. I år er det 75 år siden, at Danmark blev frit.
På Diakonissestiftelsen bliver dagen også fejret. Særligt ved runde og halvrunde år. Men markeringen fik i år et mindre omfang grundet situationen med coronavirus, som betyder at både Emmauskirken og dele af Diakonissestiftelsen er lukket efter regeringens anbefalinger. Der var dog stadig lys i Emmauskirkens vinduer, præcis som for 75 år siden, da forstander Hauge holdt sin andagt. Det er der ifølge præst Jan Nilsson en særlig grund til:
”Vi håber, at mennesker omkring Diakonissestiftelsen har set lysene i kirkens vinduer og måske selv fået lyst til at tænde lys. Så vi spreder en følelse af håb og fællesskab, selvom det er på afstand," siger præst Jan Nilsson.
Emmauskirken spreder håb med lys i mørket på aftenen før befrielsesdagen. Foto: Thomas Wittrup.
Fakta:
|
Mere om indvielsesfællesskabet: |