Ældrepleje er mere end et arbejde for mig

11. oktober 2022

Mette Lindhardt har skiftet karrierespor sent i livet. Efter knap 25 år som madmor i en børnehave har hun følt sig kaldet til en uddannelse som social- og sundhedshjælper. Hun vil gøre op med, at faget bliver talt ned.

Billedet viser en beboer, der kigger på en social- og sundhedshjælper.

Oprindeligt var Mette Lindhardts hverdag fyldt med gnavegrønt og dampende gryder, da hun stod for maden i en børnehave. Nu er hun omskolet til social- og sundhedshjælper og føler, at hun har fundet sin rette hylde.

Tekst og fotos af Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk

”Jeg må sige, at det er så bekræftende, når jeg mærker, at jeg har gjort noget godt for andre,” siger Mette Lindhardt og smiler til beboeren Niels, der holder en papirtrane mellem pege- og tommelfinger.

Fra børnemad til nærhed

Mette Lindhardt går mod strømmen på flere måder. Hun har som 46-årig erstattet livet som madmor omgivet af dampende gryder i en børnehave med titlen som social- og sundhedshjælper. Dermed er hun gået ind i en branche, hvor op imod halvdelen af hendes kolleger månedligt overvejer at skifte branche eller erhverv for at føle mindre stress i hverdagen. Det har ikke skræmt Mette Lindhardt væk, nærmest tværtimod:

”Jeg valgte at blive social- og sundhedshjælper, fordi jeg har en tro på, at jeg kan gøre en forskel. Det kan simpelthen ikke passe, at det her fag bliver talt så meget ned i medierne, og at vi aldrig hører nogen gode historier. Jeg ved, at jeg gør en forskel. Det er virkelig ikke bare et arbejde for mig – jeg føler det som et lille kald!”

Da beslutningen om omskoling var taget, gik Mette Lindhardt i gang med at læse grundmodulet om aftenen, mens hun stadig kokkererede i dagtimerne på fuld tid. I dag har hun været ansat på Plejehjemmet Salem i knap halvandet år. Og hun fortryder ikke kursændringen, selvom det var en stor omvæltning for hende.

”Det har overrasket mig, hvor glad jeg er for at have kolleger tæt på. Det forventede jeg ikke, fordi jeg har gået alene i køkkenet i mange år og ’bare været mig’. Det, og den nære kontakt med beboerne, har været det hele værd,” fortæller hun.

Mette ser mennesket

Beboeren Niels har skiftet origami-tranen ud med en varm kop kaffe, som Mette Lindhardt har hentet til ham. Kaffen bliver serveret i en porcelænskop, der hviler hjemmevant på underkoppen.

”Det er vigtigt for mig, at jeg ser menneskets behov, selvom han eller hun ikke selv kan udtrykke det. Jeg bruger rigtigt meget den pædagogiske metode ’livshistorier’, når jeg taler med beboerne. Det er et godt redskab til at nå mennesker, der har begrænset eller intet sprog,” fortæller hun, mens hun graver i hukommelsen for at finde et eksempel.

”Hvis en beboer altid har været vant til at læse sin avis til morgenkaffen, er det morgenritual en vigtig del af hans livshistorie. Det skaber tryghed at bevare avisabonnementet, også selvom han kognitivt ikke er i stand til at læse.”

Kreativitet og kartofler

Ud over at kende beboernes historier, så bruger Mette Lindhardt også papir, musik, snor og stof som en samtalestarter. Her kommer de foldede, farverige origami-traner ind i billedet:

”Jeg bruger kreativitet til at skabe nærvær og gode samtaler. Da vi forleden foldede origami-traner til vores troldegren i afdelingen, satte det en samtale i gang med beboerne, og vi googlede, hvad traner spiser og så på billeder af fugle. Der er så mange gode ting at tale med beboerne om, og ét emne leder hurtigt til et andet,” siger hun og udbryder:

”Vi har også talt om kartofler! Salems køkken fejrede den uofficielle Kartoflens Dag i Danmark, hvor vi serverede nye, danske kartofler til frokost, og vi talte og googlede, hvorfor man har fundet på at dedikere en dag til kartofler, hvornår kartoflen kom til Danmark. Vi fik mange gode snakke over maden,” erindrer hun og kigger flygtigt på sit armbåndsur.

Tiden er løbet lidt fra hende, og hun konstaterer med et smil, at hun ikke har travlt med at komme hjem.

Fakta

  • Plejehjemmet Salem består af 45 boliger opdelt i to afdelinger, der er placeret på to etager rundt om en atriumgård og en sansehave med udsigt til Gentofte Sø.
  • Diakonissestiftelsens to plejehjem og hjemmepleje arbejder alle med det pædagogiske værktøj ’livshistorier’ i mødet med beboere, borgere og pårørende.

  • Livshistorie er en fortælling i ord og billeder om et menneskes liv, som kan være et redskab til både at hjælpe sig selv til at huske, og til at andre kan forstå, hvem man er. Kilde: Alzheimerforeningen.

  • Det er ifølge Nationalt Videnscenter for Demens vigtigt at arbejde med livshistorier. De giver mennesket med demens mulighed for at fastholde sin identitet og selvforståelse, og de giver muligheden for at se personen bag demenssygdommen. Kilde: Videnscenter for Demens
Billedet viser en kvinde.

Mette Lindhardt foran kæder af sommerfugle, som hun har lavet.

Tema: Når jeg bliver gammel

Artikler om Plejehjemmet Salem