Stor interesse for aflastningsophold på Diakonissestiftelsen

Diakonissestiftelsens nye aflastningspladser har fået en god modtagelse blandt mange borgere og deres pårørende.

Flemming Schultz // flsc@diakonissen.dk

Omsorg og aflastning i trygge rammer – og kompetent personalet tæt på døgnet rundt. Det er kernen i Diakonissestiftelsens tilbud om aflastningsophold, og behovet for netop dén type ophold har vist sig at være ganske stort.

Det fortæller forstander Hanne Munkholm, der er leder af både Diakonissestiftelsens hjemmepleje og aflastningspladserne:

”Vi modtager mange henvendelser både fra ældre og fra pårørende om, hvordan vi kan hjælpe, og om hvordan et ophold kan tilrettelægges bedst muligt, når man har brug for et pusterum eller i en periode har behov for ekstra støtte”.

Hanne Munkholm forklarer, at det ofte er i situationer, hvor borgere oplever behov for øget tryghed - fx efter et hospitalsophold – at det kan være vanskeligt eller uoverskueligt at klare sig i eget hjem. 

Billedet viser tre personer, som arbejder på aflastningspladserne.
Forstander Hanne Munkholm, planlægger og koordinator Mariane Svop Madsen og souschef Christina Hundebøll Bischoff. Foto: Thomas Wittrup

Masser af erfaring og kompetence

I mange årtier har Diakonissestiftelsen drevet plejehjemmet Søster Sofies Minde midt på Frederiksberg. Plejehjemmet lukkede tidligere på året, og i dag er de hyggelige lokaler omdannet og indrettet til aflastningsophold, hvor man i et kortere eller længere tidsrum kan modtage pleje, genoptræning og rekreation.

Hanne Munkholm peger på, at omsorg og den medmenneskelige tilgang kan være lige så vigtig som selve plejen: ”Vi ser ofte, at der er situationer, hvor ældre mennesker har brug for omsorg og nærvær i trygge rammer i en grad, hvor det er vanskeligt at få til at fungere i eget hjem. Det er dét behov, vi dækker med vores aflastningsophold, hvor faglighed og menneskelighed er to sider af samme sag.”

Billedet viser det gamle plejehjem, Søster Sophies Minde. Her er der i dag b.la. private aflastningspladser, som Diakonissestiftelsen tilbyder.
Diakonissestiftelsens aflastningspladser ligger centralt på Frederiksberg

Souschef Christina Hundebøll Bischoff forklarer, at det som hovedregel er en bred vifte af udfordringer, borgerne søger hjælp til, når de eller deres pårørende henvender sig til Diakonissestiftelsen. ”Der er mange situationer, hvor man som ældre eller pårørende har brug for ekstra støtte. Vi rådgiver om, hvordan man med forskellige diagnoser, lidelser og funktionsnedsættelser kan få den rigtige pleje. For os er det vigtigt at hjælpe hver enkelt borger, så de kan vende tilbage til eget hjem med øgede kompetencer og tryghed.”

Fleksibelt og let at tilpasse

Også Mariane Svop Madsen, der er planlægger og koordinator på Diakonissestiftelsens aflastningspladser, møder borgere og pårørende, der er interesserede i at finde gode løsninger, hvor fagligheden er på plads.

Hun fortæller, at det vigtigt for borgerne, at der er plads til medmenneskelighed i hverdagen: ”Jeg oplever en stor interesse for netop den kombination af faglige og menneskelige kompetencer, der kendetegner Diakonissestiftelsens indsatser. Og mange har brug for at vide, at vi har styr på begge dele. Det kan jeg heldigvis forsikre dem alle om, at vi har,” siger Marianne Svop Madsen og henviser til Diakonissestiftelens 160 år lange historie og erfaring med netop omsorg og pleje.

 

Diakonissestiftelsens aflastningspladser modtager gavmild støtte fra Fabrikant Karl G. Andersens Fond.

Læs mere om Diakonissestiftelsens aflastningsophold.

Relaterede nyheder