Smertelindring med andre øjne

Patienter på Diakonissestiftelsens Hospice tester for tiden virtual reality-briller som supplerende element i den lindrende indsats. Den umiddelbare reaktion er: Spændende, men også lidt besværligt.

Af Thomas Wittrup // thwi@diakonissen.dk

Billedet viser en delfin
Kan en svømmetur med delfiner gøre en forskel i lindrende pleje af smertepatienter? Det undersøger et forskningsprojekt på Diakonissestiftelsens Hospice. Foto: Colourbox.

På med brillerne og et par hurtige klik med fjernbetjeningen – så forsvinder patientværelset på hospice, og du er flere meter under havets overflade i selskab med et dusin flotte, legesyge delfiner, som svømmer omkring dig. Få minutter efter står du måske ved Roms berømte Trevi-fontæne i en summen af andre turister på rundtur i den italienske hovedstad.

Svømmeturen med delfinerne, besøget i Rom og mange andre oplevelser er en del af et forskningsprojekt, som undersøger om virtual reality kan have en smerte- og angstreducerende effekt hos patienter i lindrende behandling.

Professor Hanne Konradsen fra Herlev og Gentofte Hospital leder forskningsprojektet:

”Mellem 80 og 90 procent af patienter i lindrende behandling på hospice oplever smerter i et vist omfang. Det vil man ofte kunne behandle medicinsk. Men medicinen har bivirkninger, og derfor er der nogle, der foretrækker andre former for lindring. Det kan være massage, musik, varme bade eller socialt samvær, som alle har god effekt. Vores projekt kigger på virtual reality, som er en nyere metode, der endnu ikke er testet omfattende. Vi tror på, at virtual reality har potentiale som et fleksibelt supplement til eksisterende behandlingsmetoder.”

Erstatter ikke den menneskelige kontakt

Projektet tilbyder patienter på blandt andet Diakonissestiftelsens Hospice mulighed for at benytte virtual reality-briller i en periode og give både kvalitativ og kvantitativ feedback på deres oplevelser til forskerteamet. Viden som måske kan bidrage til et nyt velkomment redskab i ’værktøjskassen’ hos personalet på hospice, hvor hospicechefen Helle Tingrupp hilser nye tiltag velkomne:

”Vi deltager gerne i forskningsprojekter, som på sigt kan komme vores patienter til gode. Det er naturligvis op til den enkelte patient, om vedkommende vil deltage eller ej, men vi stiller gerne rammerne om sådan et projekt til rådighed. Vi arbejder i forvejen med en helhedsorienteret tilgang i den tværfaglige lindrende indsats ud fra tanken om smerte som både fysisk, psykisk, social og åndelig-eksistentiel. Og hvis virtuel reality kan benyttes som et supplement ind i den model, så har vi et åbent sind her på hospice,” siger hun.

Helle Tingrupp understreger, at et tilbud som virtual reality-brillerne aldrig kommer til at erstattet patienternes kontakt med personalet, men at det vil være et tillæg til den nære, menneskelige pleje og omsorg.

Flot – men besværligt

Kirstine Mia Stenild er forskningsassistent på projektet. Hun fortæller, at virtual reality-forsøget er blevet taget godt imod hos de patienter, der deltager i projektet:

”De patienter, som har valgt at være med, synes, at det er spændende med forskningen, og vil gerne være med til at gøre noget godt for andre patienter. De tager rigtig godt imod projektet og tager brugen af brillerne til sig – ofte begejstrede for de forskellige muligheder, som det giver dem. De synes, det er flot og fascinerende,” siger hun.

Billedet viser en kvinde, der holder VR briller i hånden.
Forskningsassistent Kirstine Mia Stenild med brillen, som tilbyder fx spil og virtuelle rejser til fjerne steder. Foto: Thomas Wittrup.

Træerne vokser dog ikke ind i den virtuelle himmel. For som med al ny teknologi er der udfordringer, som skal adresseres, før virtual reality kommer helt ud over rampen. Det er nemlig ikke alle, der er begejstrede for den nye teknologi, fortæller Kirsten Mia Stenild.

Nogle patienter oplever, at det er lidt uoverkommeligt med teknologien, eller at brillerne ikke fungerer helt, som de skal. Hun peger på, at der skal arbejdes videre med teknikken, så det hele kan fungere let og uproblematisk på et hospice eller i et palliativt afsnit, hvor omsorg, pleje og tryghed er helt centralt for patienterne.

Projektet er endnu ikke gået i gang med at analysere de indsamlede data, men Kirstine Mia Stenild, som tidligere har arbejdet med effekten af virtual reality på børn i forbindelse med hospitalsundersøgelser, tror på, at der er et potentiale i teknologien, når det handler om at tilbyde både afslapning og distraktion til patienter med smerter og brug for lindrende pleje og behandling.

Fakta

Projektet hedder: ’Virtual reality som middel til at reducere smerter i lindrende behandling’


  • Forsøget inkluderer 60 patienter – 20 patienter på Diakonissestiftelsens Hospice og 40 patienter fordelt på to andre hospicer.
  • Projektet gennemføres med økonomisk støtte fra Frimodt-Heineke Fonden, Arvid Nilssons Fond og Jascha Fonden.
  • Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg har eksisteret siden 15. juli 1997.
  • Hospice har 16 pladser og har derudover et udgående hospiceteam, som yder specialiseret palliativ behandling til yderligere 20 borgere.
  • De forskellige fagligheder som tilsammen udgør det samlede tilbud om pleje på hospice: Læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, socialrådgiver, musikterapeut, præst, administrativt personale, køkkenpersonale og rengøringsassistenter. Dertil et stort antal frivillige.
  • Diakonissestiftelsen er en non-profit virksomhed med 160 års erfaring i at uddanne og drage omsorg for mennesker.

Relaterede nyheder