Siden 1975 har Loppeshoppen været en fast del af Frederiksberg – og en pioner, længe før ord som bæredygtighed og cirkulær økonomi blev moderne
Drevet af ildsjæle og frivillige har butikken på Peter Bangs Vej i 50 år været et sted, hvor ting får nyt liv, og mennesker får mulighed for at gøre en forskel.

Tak til alle jer, der har været med på rejsen
I denne uge fejrer vi jubilæet og vores dygtige, engagerede frivillige og siger tak for indsatsen, de yder hver dag. Uden deres kæmpe store engagement og energi kunne vi ikke drive Loppeshoppen.
Seks dage om ugen holder vi åbent - og hver dag møder vores frivillige ind i både Hjørnebutikken og i Kælderbutikken og vores kreative værksteder for at gøre en forskel på så mange gode måder! TAK!
50 år = 50 pct. rabat
Og så er der ekstra gode priser i både Hjørnebutikken og Kælderbutikken hele ugen: Vi har 50 pct. rabat på alle varer i anledning af 50 års jubilæet.
Kig forbi og vær med til at fejre 50 år med genbrug med hjerte.
Mere end genbrug
Loppeshoppen er ikke bare en genbrugsbutik.
Det er et fællesskab, et åndehul – og et levende eksempel på, hvad frivillighed og fællesskab kan udrette sammen.
Overskuddet fra salget går til Diakonissestiftelsens frivillige, sociale og sundhedsfaglige arbejde – og har igennem årene været med til at støtte vores mange aktiviteter inden for uddannelse, pleje, omsorg og fælleskaber på tværs af alle skel.