Det vælter ind med brugt tøj til Diakonissestiftelsens genbrugsbutik, Loppeshoppen. I løbet af sommeren er der indleveret så mange donationer, at man har måtte skaffe ekstra lagerplads i kælderen under Diakonissestiftelsen for at opbevare de store mængder tøj.

De mange donationer glæder frivilligkoordinator i Genbrug og redesign Cæcilie Løvstad:
”Det er helt vildt! Vi har fyldt et kælderrum med tøj – som i HELT fyldt – på ganske få uger. Det er vi naturligvis rigtig glade for, og der skal lyde en stor tak til alle, som støtter vores butikker med donationer og dermed den grønne omstilling,” siger hun.
Nødvendigt med sorteringsevent
Før de mange ’nye’ genbrugsvarer kan komme på bøjle i Loppeshoppens to butikker, skal de sorteres, vurderes og prissættes – en opgave som Cæcilie Løvstad har måtte indkalde ekstra kræfter til at klare:
”Loppeshoppens skønne frivillige, som til dagligt sorterer tøj i butikkerne, kan simpelthen ikke følge med i de store mængder af tøj, vi har modtaget i løbet af sommeren. Så vi har netop afholdt et sorteringsevent, hvor frivillige fra butikkerne, beboere i Diakonissestiftelsens seniorboligfællesskab, studerende på uddannelsescentret og ansatte gav den gas i fire timer og fik gjort et godt indhug i det indleverede tøj – kæmpe tak til dem!”


Sorteringsopgaven er dog ikke klaret – der er fortsat adskillige sække på lager i kælderen under Diakonissestiftelsen. Heldigvis har flere af de flittige frivillige ’sorteringskrigere’ lovet at vende tilbage og give en hånd igen på et senere tidspunkt.
”Det er virkelig dejligt, at så mange har lyst til at hjælpe os med tøjet. Det er helt nødvendigt for at få sendt folks donationer videre til nye glade brugere,” siger Cæcilie Løvstad, som fortæller, at donationerne snart er at finde som nye varer på hylderne i butikkerne og opfordrer både nye og gamle kunder til at kigge forbi og gøre et fund og en forskel.
Vil du også være frivillig?
Hvis du selv har lyst til at være frivillig i butikkerne – enten med sortering eller den daglige drift af butikken – så kan du finde info her: www.diakonissestiftelsen.dk/loppeshoppen