
Der var stuvende fuldt i både Emmauskirken og Søsterhjemmets stuer, da Diakonissestiftelsen den 25. januar 2024 markerede søster Merete Pelle Poulsens afgang som forstanderinde. Det blev en bevægende dag med taler, sange og anekdoter om dagens hovedperson, som – ud fra dagens fremmøde vurderet – har betydet meget for mange.
”Tiden er inde til, at jeg går på pension. Jeg har derfor aftalt med bestyrelsen og direktionen, at jeg har sidste arbejdsdag som forstanderinde i slutningen af januar. Når jeg ser tilbage på årene på Diakonissestiftelsen er det med en stor taknemmelighed for den tillid og fortrolighed, jeg har mødt fra bestyrelse, direktion, Diakonfællesskab, ledere, ansatte, frivillige, beboere og lejere,” siger hun om sin beslutning og understreger:
”Da jeg i 1979 blev indviet til diakonisse, gav vi håndslag på, at det var mit forsæt og bøn at tjene som diakonisse i den kristne kirke og knyttet til Diakonissestiftelsen. Det løfte ophører ikke med min fratrædelse som forstanderinde.”
Bannerfører gennem 35 år
Bestyrelsesformand Mogens Madsen har modtaget søster Pelles beslutning med stor anerkendelse af forstanderindens indsats siden 1988.
”Søster Pelle har taget en stor beslutning efter mange års tro tjeneste, og hun vil blive savnet overalt i organisationen. Den samlede bestyrelse udtrykker taknemmelighed for hendes kæmpe engagement gennem hele sin tjeneste for Diakonissestiftelsen. Den ånd og det værdifællesskab, som søster Pelle med stor styrke har været bannerfører for, vil vi føre videre ind i fremtiden som en central kerne i vores fællesskab,” lyder det fra bestyrelsesformanden.
Søster Merete Pelle Poulsen blev uddannet diakonisse på Filadelfia i Dianalund, før hun kom til Diakonissestiftelsen for snart 46 år siden. Hun fik først en stilling på stiftelsens plejehjem, Zarepta og havde derefter syv år som rejse-søster, hvor hun kørt land og rige tyndt og besøgte blandt andet kirker og højskoler, hvor hun fortalte om Diakonissestiftelsen. I 1988 blev hun forstanderinde og har siden haft sin gang blandt ansatte, beboere, frivillige, studerende, elever og børn overalt i organisationen.
Den 1. marts tiltræder Jesper Rønn-Simonsen i en nyoprettet stilling som både vicedirektør og forstander for Diakonissestiftelsen. Han er i dag direktør for Dialog mod Vold – en organisation under Askov Fonden.