Parkerings- og ankomstforhold til Diakonissestiftelsen ved Peter Bangs Vej 7A bliver ændret fra januar til oktober 2026. Det skyldes byggeriet af et nyt fælles kontor for Diakonissestiftelsens administrative afdelinger.
Hvis du skal til Diakonissestiftelsens sundhedshus efter nytår, kan det godt betale sig at være i lidt bedre tid end normalt, hvis du altså ankommer i bil.
Her bliver der nemlig etableret en byggeplads i forbindelse med ombygning af den såkaldte bygning 6. Det betyder, at alle parkeringspladser foran indgang 7A midlertidigt bliver fjernet, og at der kun vil være mulighed for af- og påsætning af gæster til huset – både standsning og parkering vil ikke være tilladt.
De ændrede forhold vil gælde fra starten af 2026 til starten af oktober. I denne periode kan besøgende med fordel benytte indgang 9C på den anden side af sundhedshuset. Her kan man parkere i umiddelbar forbindelse med indgangen, hvor der findes elevatorer til alle etager. Derudover vil det fortsat være muligt at benytte et stort antal parkeringspladser langs med Diakonissestiftelsens hovedbygning med indgangene 5B og 3A+C.
”Vi kommer desværre ikke uden om, at de sædvanlige trafikforhold ved indgang 7A bliver lidt forstyrret i forbindelse med byggeriet. Det er heldigvis en begrænset periode, og vi gør, hvad vi kan for at guide vores besøgende til alternative parkeringspladser,” siger projektleder Lennon Andersen fra Diakonissestiftelsens Ejendomsafdeling.
Der vil i perioden desuden kunne opleves øget trafik omkring byggepladsen og indkørslen til Diakonissestiftelsen. I forbindelse med særlig transporter vil der være personale til stede, som vil guide trafikken for at sikre forsvarlige forhold og god afvikling af trafikken.
Byggeriet transformerer et ældre produktionskøkken fra Diakonissestiftelsens tid som hospital til et kontorfællesskab for administrative afdelinger og enheder som direktion, økonomi, HR, løn, ejendomme, IT, forretningsudvikling, kommunikation og administration.