Moderne organisation med 155 år på bagen

25. maj 2018

Diakonissestiftelsen fylder 155 år den 26. maj 2018. Det blev markeret i Emmauskirken fredag morgen med både medarbejdere, studerende og frivillige.

Traditionen tro blev der lagt en krans ved dronning Louises buste på plænen foran Emmauskirken.

Tekst: Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk
Fotos: Thomas Wittrup // thwi@diakonissen.dk

”It’ a new dawn, it’s a new day, and I’m feeling good,” klinger Nina Simones dybe, sprøde  stemme ud af højtalerne i Emmauskirken.

Og der er fin grund til at have en god fornemmelse, for kirkens rækker er pakket med medarbejdere, der er samlet for at fejre Diakonissestiftelsens 155 års fødselsdag.

”Det er 155 år siden, at dronning Louise og søster Louise Conring sammen etablerede Diakonissestiftelsen i et lille hus i Smallegade. Der er sket meget siden da, men kernen i diakonien er den samme som dengang: Vi ser det enkelte menneske, og vi ser hans eller hendes behov,” siger præst Jan Nilsson fra Diakonissestiftelsen.

Salmen, 'Deltagerne sang salmen, 'Du skal elske din næste som dig selv', og Jan Nilssom bemærkede, at vi på Diakonissestiftelsen også har "døgnvagt på sjælens hotel".

I dagens anledning har han taget science fiction-filmen Avatar med, og taler om, hvordan beboerne på en fjern planet, hvor de lever i pagt med naturen, har en særlig hilsen til hinanden, som minder om Diakonissestiftelsens løfte, 'Vi ser altid mennesket'. De siger: ”Jeg ser dig!”

”Det er vigtigt at mødes og fejre Diakonissestiftelsens fødselsdag, både fordi vi bliver mindet om historien og får en fælles stolthed, og ligeså vigtigt, fordi vi bliver mindet om at udvikle os og tænke nyt, ligesom Diakonissestiftelsen altid har gjort,” uddyber Jan Nilsson efterfølgende.

Til slut bærer forstanderinde søster Merete Pelle Poulsen sammen med en af de nyeste medarbejdere, Marie Schou, en krans fra kirken.

Kransen bliver placeret ved dronning Louises buste på plænen foran Emmauskirken.

Mange medarbejdere er mødt op for i fællesskab at fejre Diakonissestiftelsen. Foto: Karen Grønkjær.

Fakta

  • For 155 år siden stiftede dronning Louise Diakonissestiftelsen. Et mindre hus i Smallegade på Frederiksberg dannede i starten rammen om et lille hospital og hjem for diakonissesøstre.  

  • Diakonissestiftelsen er i dag en by i byen, der favner hele livet – fra vuggestue til hospice. Der er både boliger til studerende, til seniorer, til ældre og til psykisk sårbare. Vi lægger hus til mennesker i udsatte situationer og bygger boliger til nye fællesskaber.

  • Diakonissestiftelsen hviler på et folkekirkeligt grundlag og har et medmenneskeligt værdisæt. I praksis betyder det, at der er plads åben samtale om de små og store spørgsmål i livet. Og at alle mennesker er lige værdifulde og derfor fortjener den samme respekt og ordentlige behandling – uanset deres køn, race, religion og sociale baggrund.

  • Diakonissestiftelsens protektor er Hendes Majestæt Dronningen, Margrethe II. Det er efter vedtægterne den til enhver tid siddende regent, som er Diakonissestiftelsens protektor.

Tema om Fællesskab: