Frivillig Jeanne Hviid, lægesekretær Helle Edelborg Ibsen og sygeplejerskestuderende Laura Curtis Brandt har noget til fælles ...
Fællesskaber har altid været og er fortsat et centralt omdrejningspunkt for Diakonissestiftelsen. Små og store fællesskaber mellem ansatte, frivillige, beboere, brugere og studerende på kryds og tværs af organisationen skaber hver dag værdi og glæde i hverdagen. Her fortæller en frivillig, en lægesekretær og en studerende, hvordan de oplever fællesskaberne på Diakonissestiftelsen.
Af Mette Frid Darré og Thomas Wittrup // kommunikation@diakonissen.dk
Helle Edelborg Ibsen, lægesekretær på Diakonissestiftelsens Hospice
”Fællesskaberne er stærke på Hospice. Både de faglige og de sociale. Udgangspunktet er, at vi som medarbejdere er fælles om at give patienter og pårørende en god tid, mens de er her. Alle bidrager tværfagligt til at sørge for, at alt kører på skinner og problemer bliver håndteret i fællesskab. Vi er meget bevidste om at løfte hinanden og få det faglige fællesskab til at fungere. Det giver en rar tryghed i arbejdslivet.
Men vi er også alle en del af et meget større fælleskab, som er hele Diakonissestiftelsen. Vi arbejder sammen med mange forskellige enheder rundt om i organisationen. Det giver mig en god følelse af at være en del af noget større. Min datter er faktisk ansat som vikar i et af børnehusene i øjeblikket. Så nu er fællesskabet også blevet et familie-fællesskab – det er lidt specielt, men måske med til at gøre forbindelsen til de andre enheder endnu tættere.
De faglige fællesskaber er nummer et, men de sociale fællesskaber er også vigtige. Vi er jo alle sociale væsener, som har behov for at have det sjovt sammen og dele andet end vores professionelle liv. Heldigvis har vi på Diakonissestiftelsen f.eks. filmklubben DiaKino og fredagsbaren Kælderbar, som er med til at samle os på tværs af organisationen.
’Hjemme’ på hospice slutter vi altid ugen med fællessang ved flyglet fredag eftermiddag, hvor både medarbejdere, patienter og pårørende deltager i det omfang, som er muligt for den enkelte. Det samler os og sætter en streg under det særlige sammenhold, som eksisterer her på hospice.”
Jeanne Hviid, frivillig i Loppeshoppen
”Efter jeg havde sagt op på mit arbejde, blev jeg smittet med corona-virussen. Det var en meget ensom tid, og bagefter tænkte jeg, at jeg bare måtte ud og gøre noget, der er dejligt og glæder andre mennesker.
Jeg så i Frederiksberg Bladet, at Loppeshoppen manglede frivillige. Jeg har altid drømt om at stå i genbrugsbutik, og jeg ville gerne ind i et fællesskab, møde nye mennesker og arbejde for en god sag.
Fællesskabet betyder meget i Loppeshoppen. Jeg er synes, at mine kolleger er søde, rare og dejlige, og jeg glæder mig hver uge, til jeg skal herned. De har været rigtigt gode til at tage imod mig, og jeg føler mig meget velkommen her.
Mine kolleger i Loppeshoppen er altid gode at snakke med. Jeg kan komme og sige: ‘I dag har jeg det ikke så godt, jeg er ked af det, eller jeg er smadderglad’. Jeg kan komme med nye ideer, der bliver taget godt imod. I dag har vi f.eks. lavet et nyt stativ, så vi kan udstille halskæderne."
Laura Curtis Brandt, sygeplejerskestuderende og studentervejleder på UddannelsesCenter Diakonissestiftelsen
”Fællesskab på studiet giver både tryghed og glæde, men også en høj faglighed.
Tryghed og glæde, fordi man er sammen om at gå i skole og dygtiggøre sig. Det er rart at vide, at vi er flere, som har valgt at være det samme sted i livet lige nu. Og jeg får virkelig en følelse af fællesskab – både når det går godt, og når det går skidt. Vi bakker hinanden op og er der for hinanden.
Jeg stoler mere på mig selv og mine evner i et velfungerende fællesskab – det er godt for min indlæring og er med til at højne det faglige niveau i min uddannelse.
Og fællesskabet er ikke kun blandt de studerende. UCD er en lille skole, så man får hurtigt en relation til underviserne, der alle har et open door-princip. De lærer hurtigt én at kende – både som studerende og som menneske.”
