Majken Hjorth Gjerlufsen var i tvivl, om hun kunne gennemføre sin SOSU-hjælper-uddannelse. Hun havde det svært både socialt og bogligt. Men en mentor hjalp hende med at finde troen på sig selv.
Tekst og fotos: Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk
”Det var en ualmindeligt stille pige, jeg mødte dengang for to år siden. Hun havde ingen tro på sig selv og tænkte, at intet kunne lade sig gøre.”
Sådan fortæller søster Elisabeth Holtegaard om sin mentee, Majken Hjorth Gjerlufsen, der blev færdiguddannet som Social- og Sundhedshjælper fra Diakonissestiftelsen i foråret 2016.
Elisabeth Holtegaard (t.v.) er mentor for Majken Hjorth Gjerlufsen og har støttet hende i at tro på sig selv, så hun kunne gennemføre sin uddannelse.
Det er en helt anden ung kvinde, man møder i dag. Majken Gjerlufsen fortæller stolt om sit arbejde på et plejehjem, hvor hun har succes med at komme i kontakt med ældre beboere, som er utrygge ved andre.
”De bliver så glade, når de ser mig. Og mine kolleger siger til mig, at arbejdet ikke er det samme, når jeg ikke er der. Jeg er blevet meget forandret – nu ser jeg positivt på tingene,” siger Majken Gjerlufsen.
Et helt rigtigt match
For to år siden var Majken Gjerlufsen tæt på at opgive sin uddannelse. Hun er ordblind og har indlæringsvanskeligheder, og hun har hele livet fået at vide, at hun ikke ville kunne tage en uddannelse. En studievejleder foreslog hende at få en mentor. Vejlederen havde den helt rigtige mentor i tankerne: Søster Elisabeth Holtegaard.
”Jeg har det ligesom Majken: Jeg er også bedre til konkrete historier end til teori. Jeg fortalte Majken historien om det lille tog, som asede op ad bakken og sagde ’jeg kan, jeg kan, jeg kan’. Og det klarede udfordringen, i modsætningen til toget som sagde, ’jeg kan ikke’. Det billede vender vi tit tilbage til,” fortæller søster Elisabeth Holtegaard.
Det nye makkerpar mødtes hver 14. dag på skolen, hvor søster Elisabeth ofte bare lyttede og – efter eget udsagn – kom med snusfornuftige råd.
”Bare det, at jeg har en, der lytter til mig. Det har været fantastisk. Jeg har ikke så mange venskaber,” konstaterer Majken Gjerlufsen, der gennemførte SOSU-hjælper-uddannelsen med en flot afslutningskarakter og siden var i stand til at forsørge sig selv og sin søn, som hun var alene med.
Med ranket ryg
Søster Elisabeth Holtegaard har været mentor for en håndfuld elever på Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelser de seneste seks år. Nogle har haft brug for hjælp til at lære dansk, andre har som Majken haft svært ved teorien og manglet nogen at tale med. Hovedreglen er, at mentorskabet ophører, når uddannelsen er slut, men med Majken Gjerlufsen har det været anderledes. De ses stadig og ringer jævnligt sammen.
”Jeg har meddelt, at jeg fortsætter med Majken, for hun er blevet noget helt særligt for mig. Tænk bare, at se sådan en pige ranke ryggen og blive til noget i stedet for måske at blive socialt udsat.”
Majken Gjerlufsen er enig i, at relationen er ganske speciel:
”Elisabeth har været med til mit bryllup og til min mors begravelse. Hun er blevet en slags reservebedstemor. Nu begynder jeg snart på SOSU-assistent-uddannelsen, og så vil jeg have Elisabeth i baghånden,” erklærer Majken Gjerlufsen, der begynder på sin næste uddannelse med en helt anden tro på, at det nok skal gå:
”Jeg skal bare tage én dag ad gangen og ikke lade de små slag vælte mig. Jeg vil lytte godt efter og spørge, hvis jeg er i tvivl om noget. Og så har jeg jo Elisabeth. Med Elisabeth kan jeg alt.”
Fakta:
|
Læs også: |