Dagligdagen på Diakonissestiftelsens to plejehjem har ændret sig under corona-pandeminen. Sansegudstjenesterne for beboerne er aflyst, og det har fået præsterne til at gentænke konceptet for at bevare nærhed, fællesskab og samvær uden at komme for tæt på hinanden.
Indholdet til andagten er næsten det samme som normalt, men rammerne er grønne og blomstrende.
Tekst og fotos: Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk
I den skarpe sommersol sidder beboerne én og én og venter på, at medarbejderne hjælper de sidste på plads. De sidder stille og kigger fremfor sig med sangarkene hvilende i hænderne. Vinden rusker let i håret, og solen varmer kinderne.
Siden corona-pandemien brød ud i Danmark, har der ikke været aktiviteter med større forsamlinger på Plejehjemmet Salem i Gentofte. Gymnastik, musikquizzer og fællesspisninger, som før blev taget for givet, har været erstattet af samvær i mindre grupper.
’Klaaang!’ … Stilheden bliver afbrudt af el-klaveret. Organist Simon Jansfort spiller let et par akkorder, og den sorte højtaler, der ligger på grusstien foran Salem, svarer med en klang, der lægger sig som en let sommerdyne over plænen ved Gentofte Sø.
Beboerne er i dag til andagt. Det er der som sådan ikke noget nyt i. Det plejer at foregå i et kælderlokale, men i dag er det skiftet ud med de store, grønne vidder, da COVID-19-reglerne kræver, at rammerne for andagten skal gentænkes.
For præst Marija Krogh Iversen er det oplagt at holde andagten i naturen med beboerne på altanerne:
”Vi skal være en fleksibel kirke, der ikke insisterer på bestemte former. Det er ikke formen, der er den vigtigste. Det er indholdet! Hvis det kræver, at vi tager ud, så er det det, vi gør. Som kirke skal vi være med mennesker, når de har brug for det. Særligt når krisen kradser,” slår hun fast.
Beboerne sidder med god afstand til hinanden i Søster Sophies Mindes have.
Andagt med sol i ansigtet
Beboerne på plejehjemmet Søster Sophies Minde på Frederiksberg er i samme situation. De er også rykket udenfor i juni-solen til andagt med præst Jan Nilsson. Her sidder de ved haveborde og i kørestole spredt foran det røde murstenshus. Nogle oppe på terrassen andre på fliserne ved de hvide besøgspavilloner, der er skudt op under pandemien.
Præst Jan Nilsson står i sin sorte præstekjole badet i solskin og hilser med nik og vink til de fremødte. Det er i sandhed en anderledes dag for beboerne end de foregående måneder i isolation indenfor.
Beboerne har taget rigtig godt imod vores initiativ. Det kunne vi se på begge plejehjem, hvor der var mange flere deltagere end til vores sædvanlige gudstjenester,” siger Marija Krogh Iversen, der deltog på sidelinjen.
Duften af græs og blomster kildrer i næsen i den lille have på Søster Sophies Minde.
En nyskabende kirke
Størstedelen af beboerne på plejehjemmene lider af demens, hvor kortidshukommelsen er begrænset, og følelserne omkring det kan være svære. Derfor har Emmauskirkens præster udviklet en gudstjeneste, der har stort fokus på det sanselige i form af berøring, dufte og sang.
”Vi bruger meget sanserne, når vi formidler til mennesker med demens. De kan f.eks. ikke altid forstå mange kæder af ord. Derimod kan vi via sanserne komme i kontakt med deres langtidshukommelse. Så kan de måske huske duften af syrener eller sommersalmerne de sang i kirken som børn,” fortæller hun.
Når det ikke er muligt at røre ved hinanden i øjeblikket, må sanseligheden i andagten få en anden karakter.
”Det er meget sanseligt at være udenfor. Synet af Gentofte Sø, lyden af vinden i træerne, de duftende blomster og solen i ansigtet. Det er meget konkret. Når vi synger ’Danmark nu blunder lyse nat’, og jeg slår ned på linjerne ’byger der går og kommer’. Så refererer jeg til at stå til en havefest under en parasol og være drivvåd. Jeg tror, at det er noget, mange har prøvet, hvis de er vokset op i Danmark. Jeg bruger billeder, som ikke er svære at koble sig på og konkrete eksempler – også når jeg fortæller om Gud og skaberværket, vi er omgivet af.”
Organist Simon Jansfort musicerer i en hvid besøgspavillon på Søster Sophies Minde.
Nærvær på terrassen
På den nederste terrasse sidder SOSU-hjælper Serkaddis Admasu og kigger ned på præsten, der står omkranset af den grønne allé. Hun har arbejdet på Plejehjemmet Salem i knap 10 år, og hun kan mærke, at beboerne nyder at deltage i andagten på terrassen.
”Mange af vores beboere er glade for, at præsten kommer ud til plejehjemmet. Det minder dem om at gå i kirke. Salmerne er meget genkendelige for dem, og flere synger videre, også når gudstjenesten er forbi,” fortæller hun.
SOSU-hjælper Serkaddis Admasu sidder med beboerne fra Minnas Have på terrassen.
Andagterne har ifølge Marija Krogh Iversen været en stor succes.
”Jeg fornemmede, at det hele gik op i en højere enhed. Græsset, søen, salmesang og imødekommenhed fra beboerne, selvom de sad langt væk.”
Hvorvidt de udendørs andagter fortsætter efter sommerferien ved Marija Krogh Iversen ikke.
”Jeg har lyst til, at vi bliver ved med det fleksible pop op-koncept, hvor kirken rykker ud. Hvad enten det er en terrasse, en græsplæne eller i en baggård. Kirken er der, hvor folk er. Hvis det er udenfor, er vi der, og når vi rykker indenfor igen, rykker vi med,” fortæller hun og tilføjer:
”Emmauskirken har lige købt en transportabel højtaler, så vi kan nemt komme rundt på Diakonissestiftelsen og lave små kirkeevents.”
Maria Krogh Iversen er præst i Emmauskirken på Diakonissestiftelsen.
|
Fakta:
|
Læs mere om plejehjemmene |
Læs mere om corona-tiden |