Fællesskaber har i 158 år været omdrejningspunkt for Diakonissestiftelsen. Herunder deler ansatte, frivillige og elever deres tanker om, hvad fællesskaber betyder for dem.
Thomas Kubel, Helle Wallin Pølkemann, Erica Alkuino Friis, Michelle Nordvig Hansen og Christina Varming. Foto: Kommunikation
Tekst og foto: Kommunikation // kommunikation@diakonissen.dk
Thomas Kubel er pædagog i Diakonissestiftelsens børnehus Marthagården:
”Normalt er Marthagården jo ét stort fællesskab med åbne døre på tværs af stuer og børnegrupper. Men under corona-nedlukningen har vi været delt op i mindre grupper med bestemte børn og voksne og hver sin indhegnede del af legepladsen. Det har været surt for nogen, men godt for andre. For flere af børnene har faktisk reageret positivt på de tættere fællesskaber i de mindre grupper. Det har givet dem en tryghed og en forudsigelighed, som de har syntes rigtig godt om.
På mandag er vi tilbage til næsten normale tilstande med et mere åbent hus og en legeplads uden afspærringer. Det bliver en omvæltning efter en lang corona-tid, så børnene kommer til at skulle øve sig i og lære, hvordan man er sammen med mange børn og voksne igen.
I den sidste ende ser vi frem til genåbningen af institutionen, da en af vores opgaver jo er at forberede børnene på et skoleliv, hvor de kommer til at forholde sig til meget større fællesskaber. Men vi har helt sikkert lært ting om fællesskaber under corona-perioden, som vi vil forsøge at bruge konstruktivt i fremtiden.”
Helle Wallin Pølkemann er nyansat controller i Diakonissestiftelsens økonomiafdeling:
”Ud over at jeg går op i at deltage i mit arbejdsfællesskab, har jeg i mange år været med i forskellige netværk. Først var jeg med i et netværk for kvinder, der hedder Ladies Circle. Her var der mulighed for at møde mange typer af mennesker, der ikke ligner mig selv. I netværket lavede vi en masse fysiske aktiviteter, besøgte virksomheder og arrangerede forskellige foredrag med Natteravnene, bosteder og sociale projekter. Når de faste mødepunkter var færdige, delte vi også private dilemmaer med hinanden. Det var rart at høre deres syn på tingene, for de kunne se problematikkerne fra et neutralt synspunkt. I dag er jeg venner med mange af dem.”
Helle Wallin Pølkemann var med i Ladies Circle i 18 år og måtte desværre forlade det for fem år siden, da medlemmerne ikke må være ældre end 45 år. I dag har hun fundet den perfekte afløsning:
”De seneste syv år har jeg været med i et netværk for deleforældre, der hedder SinglePlus. Det er et fællesskab, hvor vi mødes med vores børn eller alene. Medlemmerne arrangerer selv aktiviteter som cykelture og fester, og tilmelding sker via en portal på nettet. Det giver rigtig god mening at være med i det netværk, hvis man savner nogen at tage på sommerferie med, eller hvis man ikke har sine børn juleaften. Mine to børn og jeg har prøvet at være på en campingtur med 300 medlemmer, og vi rejste engang 10 afsted til udlandet. Det er vigtigt for mig at være i fællesskaber, fordi jeg er nysgerrig på andre mennesker, og det giver mig glæde at være sammen med andre, der brænder for en sag.”
Erica Alkuino Friis, som er nyuddannet SOSU-hjælper fra UddannelsesCenter Diakonissestiftelsen:
”Fællesskaber er meget vigtige for mig. Her kan jeg få nye idéer og inspiration. Jeg kommer fra Filippinerne og har oplevet, hvordan udfordringer med sproget godt kan give en følelse af ensomhed. Derfor er jeg meget glad for at være i et stærkt fællesskab på SOSU-skolen. Her har jeg fundet andre elever, som også kommer fra andre lande. Vi deler alt - følelser, erfaringer og udfordringer. Det er meget hjælpsomt for mig at have det netværk omkring mig – det betyder meget.
Jeg er også rigtig glad for det store fællesskab på Diakonissestiftelsen og kunne slet ikke forestille mig at gå på skole andre steder. Jeg bliver færdiguddannet SOSU-hjælper i slutningen af juni, men jeg bliver på skolen og fortsætter med assistent-uddannelsen efter sommerferien.”
Michelle Nordvig Hansen er afdelingsleder fra Plejehjemmet Salem:
”Jeg vil især fremhæve to typer af fællesskaber, som er vigtige for mig: Fællesskabet her på arbejdspladsen og lederfællesskabet med andre ledere i Gentofte Kommune og på Diakonissestiftelsen.
Her i huset kan jeg mærke, at vi arbejder mod samme mål om at skabe livskvalitet for beboerne. Og fællesskabet træder tydeligt frem, når noget er lykkedes. Det kan for eksempel være de mindre fællesskaber, som Covid har bragt med sig. De gør, at beboerne får øjnene op for hinanden på en anden måde, end når vi er i store fælleskaber.
Ledersparringen, som jeg får ud af fællesskaberne med andre ledere, giver mig energi, fordi det bliver synligt, at vores udfordringer ofte er ens. Det kan eksempelvis være, at det er svært at rekruttere nye medarbejdere. Jeg føler mig mindre alene, når vi taler om, at det er svært for alle. Så på den måde finder jeg ro i fællesskabet.”
Christina Varming er frivillig i Loppeshoppens hjørnebutik:
”Jeg glæder mig til at komme hjemmefra torsdag morgen og se Vibeke, Kirsten og Hanne-Lone, der er på torsdagsholdet sammen med mig. Jeg foretrækker det lille fællesskab i hjørnebutikken, hvor alle er kendte ansigter.”
Ud over at lægge frivillige timer hver uge, har Christina Varming en travl hverdag med mand, to børn og en hund, og her er Loppeshoppen et socialt afbræk:
”Jeg arbejder ikke ved siden af, så mit frivilligjob i Loppeshoppen er en måde at komme ud på. Her taler jeg godt med alle mine kolleger – de er søde og rare mennesker.”
Tema: En del af fællesskabet |
