Diakonissestiftelsens Hjemmepleje har tredoblet sit kundegrundlag

Det er nu seks måneder siden, at Diakonissestiftelsens Hjemmepleje vandt udbuddet som privat leverandør af hjemmehjælp til Frederiksbergs borgere de næste seks år. Det betød, at alle kommunens hjemmehjælpsmodtagere herefter skulle vælge mellem Diakonissestiftelsens Hjemmepleje, Frederiksberg Kommunes egen hjemmepleje og endnu en privatleverandør. Det blev imidlertid en stor succes for Diakonissestiftelsens Hjemmepleje, der på en måned tredoblede sit kundegrundlag.

Det har været en stor opgave på så kort tid at etablere og systematisere en så stor virksomhed. Blandt andet har Diakonissestiftelsens Hjemmepleje ansat og integreret 40 nye ansatte og er flyttet over i nye og større lokaler på matriklen på Peter Bangs Vej, så nu er opstartsopgave ved at være til ende.


Fokus på dygtigt personale og sammenhæng

Leder af Diakonissestiftelsens Hjemmepleje Tina Faarup fortæller:

”Ligegyldigt hvordan verden ser ud, skal den enkelte borger og deres pårørende altid komme i første række, så her er blevet arbejdet med stor energi og gnist med at få skabt den organisation, der kan efterkomme vore kunders behov.”

Tina Faarup lægger stor vægt på, at ansatte i Diakonissestiftelsens Hjemmepleje skal afspejle Diakonissestiftelsens kerneværdier som medmenneskelighed, ordentlighed og faglighed.

”Hos os er man en del af noget større – man er en del af hele Diakonissestiftelsens særlige historie og tradition. Derfor skal etik, moral og dygtighed være i orden for, at man være ansat her.”

Tina Faarup, der tidligere har været hjemmeplejeleder i Københavns Kommunes Hjemmepleje, har en MPA fra CBS, en diplomuddannelse i ledelse og har arbejdet som hjemmesygeplejerske, har også stor fokus på trivsel og stabilitet hos personalet.

”Alle borgere ønsker at få besøg af de samme mennesker, så de kan lære dem at kende og få tillid til de mennesker, der kommer i deres hjem. Derfor har vi brug for et stabilt personale med lavt sygefravær og fokus på sammenhæng,” fortæller Tina Faarup, der griber denne udfordring an fra flere vinkler.

”Som leder har jeg fokus på kortsigtet sygefravær og forsøger at finde bag om årsagen. Men stabilitet handler om meget mere end fravær. Det er min opgave at sikre, at personalet føler sig fagligt klædt på til at løse de opgaver, de har, og at de ikke føler sig usikre på, hvordan de skal agere i tilspidsede eller svære situationer.”

Det er også vigtigt at få opbygget stolthed og ansvarsfølelse hos personalet.

”Jeg gør meget ud af at minde vores ansatte om, at borgere ønsker at se dem. At de er savnede og skaber glæde. Og så fejrer og anerkender vi alle de gode fremskidt og sejre, vi oplever.”

En tredje måde at skabe sammenhæng i borgernes hjem er gennem helhedspleje, som nu er indført i Diakonissestiftelsens Hjemmepleje. Den indebærer, at social -og sundhedsassistenter tager sig af de samlede opgaver i borgernes hjem – også rengøringsopgaver m.m., som før blev varetaget af social- og sundhedshjælpere. På den måde undgår kunderne at have besøg af  mange forskellige hjælpere.

Overliggeren er høj

Resten af året er det Tina Faarups intention fortsat at udvikle og udbygge hjemmeplejen, og overliggeren er sat høj: På sigt er målet at skabe den bedste hjemmepleje på Frederiksberg.  Derfor ligger der også en række tiltag og venter efter sommerferien, hvor Diakonissestiftelsens kunder f.eks. vil blive tilbudt pårørendeaftener, hvortil der inviteres repræsentanter for patientforeninger indenfor f.eks. demens, sclerose, alzheimer m.m. Et andet tilbud er dialogbaserede kaffemøder med kunder, for at hjemmeplejen kan blive klogere på kvalitet, behov og ønsker hos borgerne.

Udover tilkøbsydelser som ekstra hjælp til rengøring og personlig pleje kan man også købe andre ydelser i Diakonissestiftelsens Hjemmepleje. Man kan altid kontakte os, hvis der skulle være særlige behov for hjælp, man gerne vil have løst.

Ring eller skriv til Diakonissestiftelsens Hjemmepleje på 
T: 38 38 45 00
E: dst-hjpl@diakonissen.dk