Din tid gør en forskel – Eventfrivillig

Opslået: 4. marts 2019   –   Ansøgningsfrist: Ansættelser sker løbende.

Har du en veninde, som du gerne vil se endnu mere?

Nana Stammerjohan og Ida Kunzendorf er frivillige i Loppeshoppen. Foto: Mette Frid Darré.

Bliv frivillig i Loppeshoppen, så kan I drikke kaffe, spise kage og blive opdateret på hinandens liv, samtidig med at I sorterer alverdens flotte tøj eller ting i baglokalet eller betjener kunder i vores butikker.

Lige nu mangler vi jer til

  • at sortere og prissætte doneret tøj og ting
  • at betjene kunder om lørdagen og holde aftenåbent til events
  • at skabe indhold til sociale medier
  • at være med til at arrangere events som styling-aftener, modeshows og markeder

I Loppeshoppen

  • kan I få vagter, som passer perfekt ind i jeres hverdag. I bestemmer selv, hvor mange timer I har lyst til at give.
  • har vi mange kunder og frivillige. I kommer til at møde mennesker i alle aldre med vidt forskellige historier
  • vil I være omgivet af smukt, unikt, bæredygtigt tøj og underfundige nips.
  • støtter vi Diakonissestiftelsens arbejde, der blandet andet har fokus på ensomhed og berigende fællesskaber.

Kontakt os for nærmere information eller kom til intro i butikken og tag en prøvevagt. Så kan du finde ud af, hvordan du kan bruge din tid meningsfuldt.

Mail: frivillighed@diakonissen.dk

Vi glæder os til at høre fra dig!

"Jeg er frivillig i Loppeshoppen, både fordi jeg gerne vil gøre en forskel, og fordi jeg samtidig kan drikke en kop kaffe med Nana i farverige omgivelser."

Ida Kunzendorf, 31 år

Om Diakonissestiftelsen

På Diakonissestiftelsen handler det om mennesker – det har det gjort i over 150 år. Vi er en moderne organisation med et folkekirkeligt grundlag, og vores vision er at skabe livskvalitet ved at styrke det enkelte menneske.

Vi er en almennyttig, selvejende organisation og som sådan et privat alternativ til det offentlige og et non-profit alternativ til det private. Vi er et attraktivt tilbud for både brugerne og de aktører, som vi samarbejder med. Vi er fremtidens velfærdsleverandør inden for omsorg, pleje og rehabilitering af høj faglig kvalitet i form af hjemmehjælp, plejehjem, bofællesskaber for psykisk sårbare, hospice, udgående hospiceteam og mere til. Vi giver børn et sundt selvværd og uddanner fremtidens sundhedspersonale og kirke- og kulturmedarbejdere, der både udvikler stærke faglige kompetencer og medmenneskelige værdisæt. Medmenneskelighed spreder sig også i vores kirke, omfattende frivillighed og sociale arbejde. Vi ser altid mennesket.