På Diakonissestiftelsens plejehjem er beboerne, som er i centrum, når der er sansegudstjeneste i dagligstuen.
”Gudstjenesten er bygget op om sanselighed, reminiscens, som er systematisk brug af minder og genkendelighed, og personligt nærvær. Vi har for eksempel forkortet gudstjenesten lidt, og præsten taler mindre. Vi bruger god tid på musikken og salmerne, og vi har som regel et fysisk element med, som kan tale til beboernes sanser,” fortæller Jan Nilsson, der er præst på Diakonissestiftelsen.
Sansegudstjenesterne er mulige med overskud fra genbrugssalg i Loppeshoppen.
På plejehjemmet Søster Sophies Minde er fredagsbarer et tilbagevendende element i beboernes hverdag.
”Tanken er at skabe et frirum, der er anderledes end hverdagen. Ved frokostbordet er her ofte ret stille, men sæt et glas med sugerør foran Aase og de øvrige beboerne, og så går snakken,” fortæller Marianne Haagensen, der er frivillig på Søster Sophies Minde
Søster Sophies Mindes fredagsbarer er mulige med overskud fra genbrugssalg i Loppeshoppen.
'Bjørnens Kor' er et tilbud om en tid og et sted, hvor man kan komme og synge med andre, som oplever nogle af de samme udfordringer som en selv.
"Jeg er glad for at kunne komme og synge i 'Bjørnens Kor'. Man kan være med uden nogle særlige forudsætninger for korsang. Alle kan komme og synge med. Der er ikke noget krav om, at vi skal synge koncerter eller lignende. Vi kommer bare og er sammen om musikken og sangen - alle med hver vores stemme."
'Bjørnens kor' er muligt med overskud fra genbrugssalg i Loppeshoppen.
PlanteLoppen er den seneste stikling af Loppeshoppens kreative værksteder.
"Vi er stolte over, at vi nu også kan tilbyde muligheden for at arbejde med grønt genbrug ved for eksempel at opformere stiklinger af donerede planter, som bliver solgt i Loppeshoppens butikker. Det er vores seneste tilbud, som, vi håber, vil skabe grobund for nye fællesskaber. På den måde er Loppeshoppen med til at understøtte, at forskellige fællesskaber spirer frem," siger Trine Høst der er leder af genbrug på Diakonissestiftelsen.
PlanteLoppen er muligt med overskud fra genbrugssalg i Loppeshoppen
I UngeHuset kan sårbare unge skabe venskaber omkring fælles aktiviteter. De unge vælger selv, hvad der skal være i deres fællesskab.
”Jeg glæder mig virkelig til at komme. UngeHuset har åbnet døren for, at jeg kan være social igen,” siger Andreas Foss.
”Det giver mig rigtig meget at have noget at komme ud til. Før syntes jeg ikke, at jeg manglede det, men nu kan jeg slet ikke undvære at komme hver mandag,” fastslår Lisa Baumann.
UngeHuset er muligt blandt andet med overskud fra genbrugssalg i Loppeshoppen.