> Tilbage til Emmauskirkens forside

 

Ny og smuk Emmauskirke

Emmauskirken er i slutningen af 2015 blevet gennemgribende renoveret. Ikke bare gulv, vægge, farver og belysning i kirkerummet, men også inventar og kunstudsmykning har fået et nyt løft. Alt sammen selvfølgelig foretaget med nænsom hånd og med bevarelse af flere oprindelige elementer.

Kirken fremstår nu som et nyt, levende, indbydende og inspirerende sted, med mulighed for fællesskab og et væld af nye aktiviteter - helt i tråd med Diakonissestiftelsens vision om altid at se mennesket. Eksempelvis betyder den nye teknik, at gudstjenester og andre arrangementer kan transmitteres til hospicepatienter og andre, som fysisk ikke kan være til stede, men som på den måde alligevel bliver en del af fællesskabet. Et andet eksempel er, at kirken nu med nyt lærred og højtalere kan danne ramme om Diakonissestiftelsens nystiftede filmklub (DiaKino), som løbende viser film med efterfølgende samtalecafé. 

Endvidere har kirken fået nye flytbare stole. Det betyder, at kirkerummet kan ændre karakter til små og store rum i rummet og kan bruges til workshops, teater, samtaler og foredrag.

Endelig betyder det ensartede og plane gulv, at alle, også kørestolsbrugere og gangbesværede, frit kan bevæge sig rundt i kirken uanset om det gælder deltagelse i nadvermåltidet eller særlige arrangementer møntet på ældre. 

Den færdige renovering blev fejret med festgudstjeneste i kirken og derefter en hel uge med arrangementer, bl.a. oplæsning ved skuespiller Bodil Jørgensen og ved teaterchef Jytte Abildstrøm.

Kirkerenoveringen er udarbejdet af arkitekt Hans-Jørgen Lykkeboe, i samarbejde med Diakonissestiftelsens ledelse og bestyrelse, og den kunstneriske udsmykning er af billedhuggeren Lisbeth Nielsen.

Renoveringen er gennemført med støtte fra:
Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond
Augustinusfonden
Knud Højgaards Fond

Anderledes kirkekunst med kant

Som en vigtig del af renoveringen og fornyelsen har kirkerummet fået ny kunst. Billedhuggeren Lisbeth Nielsen har udført 4 smukke skulpturer i bronze og brændt ler, der alle spiller en væsentlig rolle for oplevelsen af at være i kirkerummet.

Den store ”Kristusfigur”, som står inde i koret og de tre kvinde-figurer: ”Jomfru Maria”, ”Marie Magdalene” og ”Kvinderne ved graven” er alle frit fortolket af kunstneren ud fra ”beretningen om Emmaus”, hvilket var præmissen for arbejdet, og udtrykker budskaber om kærlighed, eftertænksomhed og barmhjertighed – i en varm og moderne form. Kvinde-figurerne er samtidig en kærlig hilsen til alle de gamle diakonisser, der stiftede Diakonissestiftelsen, og som bekendt var kvinder. Udover de 4 skulpturer har Lisbeth Nielsen også skabt et alterbord og en døbefond i granit til kirken. 

Skulpturerne

Kristusfiguren

Kristusfiguren

Den største og den væsentligste figur i rummet er Kristusfiguren. 
Læs mere

Åbning af kirken efter renoveringen

Billeder fra festgudstjenesten

Trin for trin

Renoveringen i billeder

 

Links til undersider