Hjemmeplejen, der lytter til dig

20. februar 2017

Torsdag d. 16. februar afholdt Diakonissestiftelsens Hjemmepleje sit første kaffemøde – et dialogbaseret møde, hvor borgerne bliver hørt

Boller, småkager og kaffe på bordene, og glade borgere rundt om bordene. Ja, der manglede ikke noget til torsdagens kaffemøde. Hjemmeplejeleder Tina Faarup og fagchef for Center for ældre og psykiatri, Hanne Munkholm, sørgede for en gennemført eftermiddag, der handlede om at forbedre hjemmeplejen ved at lytte aktivt til borgeren. Ikke ved hjælp af ansatte eller brugerundersøgelser, men gennem nærværende sparring med dem, det hele drejer sig om.

Hjemmeplejeleder Tina Faarup fortæller om hjemmeplejen

Hjemmeplejeleder Tina Faarup udtaler:

”Det er uhyre vigtigt for os at lytte til borgerne – både brugere, pårørende og andre, der har en interesse i vores hjemmehjælp. Hele vores virke bygger på tilfredse borgere, og med vores medmenneskelige værdisæt prioriterer vi altid at høre det enkelte menneske, uanset hvad vedkommende har at sige. På den måde kan vi kontinuerligt udvikle hjemmeplejen, så den understøtter de flestes behov bedst muligt”

Tina Faarup rejste spørgsmålet ”hvad er en god hjemmepleje?” – og det var udgangspunktet for dagens dialog, der foregik i små grupper rundt om de runde borde i Søsterhjemmets stuer.

Om hvert bord sad en medarbejder fra Diakonissestiftelsen klar til en snak og noterede flittigt borgernes holdninger, glæder og bekymringer. Spørgsmål blev der stillet mange af, og der blev lyttet til alle, der havde noget på hjerte.

Hjemmeplejeleder Tina Faarup (venstre) noterer flittigt deltagernes ord

Fagchef i Center for ældre og psykiatri, Hanne Munkholm (venstre), i dialog med borgere

Forstanderinde Søster Merete Pelle Poulsen i dialog med borgere

Foruden dialogen i Søsterhjemmets stuer besøgte deltagerne også Emmauskirken, hvor Henny Kvist, fagchef og præst i Center for Kirke og Kultur, bød velkommen med en fortælling om kirken. Derudover blev Diakonissestiftelsen præsenteret af forstanderinde Søster Merete Pelle Poulsen, der fortalte om de fællesskaber og initiativer, man som bruger af hjemmeplejen kan blive en del af, herunder filmklub, foredrag, koncerter og mere til.

Kom med til næste møde

Kaffemødet var konstruktivt, hyggeligt og skabte nærvær mellem ledelse og borgere. Arrangementet var så stor en succes, at hjemmeplejen igen slår dørene op for alle interesserede:

Torsdag d. 23. marts og torsdag d. 20. april, begge dage kl. 14.00-16.00.

Se programmet her: Invitation til kaffemøder (pdf)

Tilmelding til kaffemøderne skal ske på telefon 3838 4100 eller på mail til Maria Brix mabr@diakonissen.dk eller Anitta Poulsen anpo@diakonissen.dk

Telefonen er åben alle hverdage kl. 8-16.

Vi glæder os til at se dig.

 

Læs mere om Diakonissestiftelsens hjemmepleje

Galleri