Grøn Uge bød på 100 år gammel surdej og økologiske øl

20. september 2016

For femte år i træk blev der afholdt Grøn Uge på Diakonissestiftelsen, hvor Emmauskirken lagde hus til morgenandagter med (gamle) friskbagte boller og nyhøstet frugt. Hen ad onsdag eftermiddag var det den gamle pinsestue, der blev samlingspunkt for glade øldrikkere.

D. 1-9. september 2016 blev der afholdt Grøn Uge på Diakonissestiftelsen. Her satte Center for kirke og kultur sammen med de kirkelige organisationer på Diakonissestiftelsen fokus på lokale handlinger i forhold til klima og miljø under temaet ”Mad og det gode liv”, der handler om vores ansvar som mennesker for at bidrage til bæredygtighed på en kreativ måde.

Globale mål – lokal forankring
Grøn Uge igangsattes officielt torsdag d. 1. september med en udvidet morgenandagt i Emmauskirken. Her stod programmet på fælles morgensang med efterfølgende kaffe og brød i kantinen. Mest centralt for samlingen var dog et tankevækkende oplæg med præsentation af FN’s 2030-mål, som opridser nødvendigheden af forbedringer på miljø- og klimaområdet i en global kontekst.

I forbindelse med oplægget blev temaet ”Mad og det gode liv” introduceret, hvilket handler om at få os til at tænke anderledes omkring den måde, vi forvalter naturen og miljøet. Det drejer sig bl.a. om at værdsætte, det vi har, ved at reflektere over madspild og overforbrug. Temaet blev udgangspunkt for Grøn Uges morgenandagter i Emmauskirken.

Hanna Smidt, Grøn kirke-koordinator i Danske kirkers råd

Fra ressourcespild til boller og høstfest
Et af tiltagene til morgenandagten var serveringen af (gamle) friskbagte boller, lavet på 100 år gammel surdej, hjembragt fra Helligkors-klosteret i sommer. 

Derudover stod Grøn kirke-koordinator i Danske kirkers råd, Hanna Smidt, for en af morgenandagterne. Hun udtaler om Grøn uge:

”Man kan godt blive lidt overvældet af at vide, at der er folk, der dør af sult og klimaet kokser. Det er derfor, vi har dræbersnegle, fordi klimaet ændrer sig så hurtigt, at naturen ikke kan følge med i de ændringer, der kommer og de variationer, der sker. Og det er også vigtig viden, at det står ret galt til med klimaet. Men i stedet for at blive paralyseret af det, kan man motivere til handling ved at være lidt mere fortrøstningsfulde og forhåbningsfulde, ved at fokusere på, hvad der sker af gode tiltag”

I Emmauskirken holdt Hanna Smidt en meditation med udgangspunkt i saftige nyhøstede Clara Friis pærer fra sin egen have. Tiltaget var præget af fine ord om pæretræets oprindelse og Clara Friis pæren i sig selv, der er den mest dyrkede pæresort i Danmark og udgør ca. 75 procent af pærerne i danske frugtplantager. Det smukke ved pæren er dens mange anvendelser; den kan koges til marmelade, bruges i tærte, syltes og meget mere. På trods af det, lød en vurdering fra Landbrug og Fødevarer tilbage i 2012, at æbler og pærer til en værdi af 50 mio. kr. ligger og rådner op i de danske haver i stedet for at blive spist.

Præst i Center for kirke og kultur, Jan Nilsson udtaler:

”Bæredygtighed og den livsstil, som det må føre med sig, betyder ikke først og fremmest, at man skal give afkald på en masse ting, men betyder glæde over noget. Glæde over sine egne pærer fra haven, så de ikke rådner alle sammen. Glæde over at bage brød af gode råvarer. Der skal forbruges mindre, men det gør ikke nødvendigvis, at vi skal leve i askese. Vi skal finde det, der allerede er der, og dyrke og være kreative omkring det”

Jan Nilsson, præst i Emmauskirken og i Center for kirke og kultur på Diakonissestiftelsen

Der var udover friskhøstede blomster også pærer til morgenandagten i Emmauskirken onsdag d. 7. september

Fyraftensøl i økologiens tegn
Udover skønne spiselige tiltag til morgenandagterne, blev der taget højde for de tørstige ganer hen ad eftermiddagen. I Pinsestuen blev der nemlig serveret økologiske fyraftensøl og saft. Fyraftensøllen og saften er med til at understrege, at grønne vaner med fordel kan tænkes ind i flere facetter af ens liv – og samtidig skabe stemning og hygge.

Ansvaret for vores jord og natur ligger altså ikke kun globalt, men også lokalt. Præst, Jan Nilsson, italesætter det integrerede perspektiv:

”Vi spiller alle sammen en rolle, som enkelte personer, som Diakonissestiftelse, som enkelte organisationer. Vi har jo f.eks. på Diakonissestiftelsen vores loppeshopper, det er også noget med genbrug – og det at være så gode til økologi, som vi er i vores kantine. Det er noget, vi alle sammen faktisk går op i. Vi bygger også bæredygtigt, når vi bygger nyt på Diakonissestiftelsen, f.eks. børneinstitutionen Marthagården. Vi har alle en rolle at spille – fra enkelte personer til institutioner og virksomheder”.

Arrangørerne bag det grønne initiativ på Diakonissestiftelsen er de kirkelige organisationer samt Center for kirke og kultur, der de sidste 5 år har markeret Grøn Uge som en del af ”Skabelsestiden”. Skabelsestiden forekommer i perioden 1. september til 4. oktober, hvor kirker over hele verden sætter fokus på naturen, og hvordan vi passer på den. Grøn uge ligger således i den første uge af skabelsestiden og udstikker af fænomenet ”Grøn Kirke”, der inspirerer organisationer og individer til at indarbejde miljø og klima som en del af deres naturlige tænkning og praksis.

På landsplan afholdes flere grønne initiativer individuelt på forskellige tidspunkter af året blandt virksomheder, organisationer og institutioner. Mange af initiativerne har grobund i tanken om, at der bør være en balance mellem udnyttelse og beskyttelse af jorden – en balance, som kan understøttes på flere samfundsniveauer.

Interesseret i klimaproblemer og bæredygtig udvikling?
Læs mere om FNs 2030-mål her:
http://www.un.org/sustainabledevelopment/sustainable-development-goals/

Du kan også læse mere om Skabelsestiden her:
http://www.gronkirke.dk/skabelsestid/

Torsdag d. 1. september fik deltagerne, på genbrugte postkort fra folkemødet, lov til at reflektere over, hvad de selv kan gøre for at nå FNs 2030-mål.

I Pinsestuen var der økologisk øl og saftevand til de tørstige onsdag d. 7. september.