Der er gang i SOSU-skolens Grundforløb 1

16. februar 2017

Rekrutteringen af unge elever til erhvervsskolernes Grundforløb kan være svær, men denne vinter er der sket noget stort. Diakonissestiftelsens SOSU-skole har rekrutteret elever nok til at danne et Grundforløb 1 hold - og det er ikke noget, der sker hver dag.

SOSU-skolen, der udbyder grundforløb og hovedforløb inden for social- og sundhedsområdet, er en af de eneste skoler i hovedstadsområdet, der har oprettet et Grundforløb 1 hold denne vinter. Det er stærkt, mener skolens uddannelsesleder, Louise Elmgaard Thiem, der gerne ser, at endnu flere vælger Grundforløb 1 direkte efter 9.-10. klasse.

Grundforløb 1 er erhvervsskolernes forløb for elever, der kommer direkte fra 9.-10. klasse. Det varer omkring et halvt år og giver adgang til Grundforløb 2 på alle erhvervsuddannelser. Derfor er forløbet hovedsageligt et afklarende forløb, hvor eleverne finder ud af, hvilken retning de skal gå.

Uddannelsesleder på Diakonissestiftelsens SOSU-skole, Louise Elmgaard Thiem, udtaler:

"Grundforløb 1 er et godt forløb for dem, der har en interesse for erhvervsuddannelser og ønsker at få undervisning og socialt samvær i et ungemiljø. Samtidig er det et rigtig vigtigt forløb for mange elever, der kan være lidt usikre på, hvor deres interesser ligger"

Hun tilføjer:

"At blive introduceret til nogle spændende erhvervsfag og gå på et forløb, hvor der er plads til, at eleven finder ind til sine egne kompetencer og potentialer kan helt sikkert hjælpe mange med at blive mere afklarede omkring deres fremtid"

Uddannelseslederen har gode grunde til at være stolt. Generelt er det nemlig svært for mange af landets erhvervsuddannelser at rekruttere de helt unge elever til Grundforløb 1, der blev etableret som en del af den nye erhvervsuddannelsesreform i efteråret 2015.

Uddannelse i et ungemiljø

SOSU-skolens nye Grundforløb 1 hold er oprettet på Diakonissestiftelsen, som har fået lov til at benytte lokaler til undervisning på Tre Falke Skolen på Frederiksberg. I den forbindelse har enkelte af SOSU-skolens lærere flyttet undervisningen over på Tre Falke Skolen, hvor der går mange udskolingselever i 7.-10- klasse.

"Det er skønt, at vi har fået muligheden for at låne lokalerne på Tre Falke Skolen. Det giver en unik mulighed for at tilrettelægge forløbet i et ungemiljø og en rigtig fin overgang til erhvervsuddannelsen", siger Louise Elmgaard Thiem.

På Diakonissestiftelsen hedder fagretningen på Grundforløb 1 Samfund, sundhed og medmenneskelighed. Selvom fagretningen taler ind i SOSU-faget, er Grundforløbet et alment dannende forløb for unge elever, der ikke fastlåser dem i en bestemt retning på deres uddannelsesrejse.

Læs mere om vores SOSU-uddannelser, kom til infomøde d. 28. marts eller få dig et overblik over mulighederne med en SOSU: