Oplev kvinde bag populær radiodokumentar til foredrag på Diakoniens dag i Emmauskirken

17. januar 2017

Over 140.000 personer har lyttet til radiodokumentaren ”Far, du skal på plejehjem” på P1. Nu kan du komme til foredrag med kvinden bag, journalist Anna Katrin Nørgaard.

Søndag d. 5. februar kl. 14.00 inviterer Emmauskirken, i anledning af Diakoniens dag, til foredrag med journalist Anna Katrin Nørgaard. I P1 radiodokumentaren "Far, du skal på plejehjem", italesætter hun de stærke oplevelser og svære snakke, der opstår, når livet forandrer sig på kort tid. Anna Katrin Nørgaards far, Jørgen Nørgaard, fik en hjerneblødning og pludselig så livet helt anderledes ud. Med udgangspunkt i denne radiodokumentar holder Anna Katrin Nørgaard sit foredrag.

Anna Katrin Nørgaard. Foto: Bjarne Bergius Hermansen, DR

Årets tema: På toppen og i bunden

Under temaet "På toppen og i bunden" fortæller Anna Katrin Nørgaard historien om mennesket, før han bliver borgeren på plejehjem. Om værdien af at få ryddet op i sine personlige relationer i tide og om hvor vigtigt det er, at man har et stærkt og kærligt forhold til sine nærmeste. Hvis ikke, kan man risikere at ende i dyb ensomhed.

 

Anna Katrin Nørgaard med hendes far, Jørgen Nørgaard. Foto: Olivia Rix

Er du interesseret i at høre Anna Katrin Nørgaards oplevelser og refleksioner, kan du komme til foredrag i:

Emmauskirken

Peter Bangs Vej 1, 2000 Frederiksberg

Søndag d. 5. februar

Kl. 14.00-17.00.

Arrangementet er gratis og tilmelding er ikke nødvendig.

Emmauskirken er Diakonissestiftelsens samlingspunkt. Udover almindelige kirkelige aktiviteter, med to præster og et stort antal frivillige, står kirken også for daglig morgensang, sansegudstjenester for demente, samtaler med ansatte og brugere, arrangementer for børneinstitutioner, biograf for studerende og filminteresserede, reflektionsrum, foredrag, koncerter med mere.

Læs mere om Emmauskirken og kirkens aktiviteter

Om Diakoniens dag

Hvert år siden 2005 har danske sogne sat fokus på Diakonien under forskellige temaer, inspireret af prædiketeksterne til de forskellige søndage først i kirkeåret. Medlemsorganisationerne i Dansk Diakoniråd har alle årene båret og støttet arbejdet omkring Diakoniens dag. Sidste år var temaet "Ser du eller kigger du bare?".